Pushbullet-appen optimeres til Android 6.0 Marshmallow

Appen Pushbullet til at dele filer og spejle notifikationer på tværs af enheder er blevet opdateret til at fungere med Android 6.0 Marshmallow.

Pushbullet-appen optimeres til Android 6.0 Marshmallow

I et blogindlæg oplyser udviklerne bag, at en stor opdatering netop nu ruller ud til Pushbullet, som kan få din Android-smartphone og -tablet, Windows- og Mac-computer og andre produkter til at spille sammen med hinanden.

Denne gang er det Android-appen, der er blevet optimeret til Android 6.0 Marshmallow. Det betyder, at appen nu vil spørge om lov til at få adgang til tilladelser i takt med, at de skal bruges.

Læs også: Pushbullet-appen understøtter nu komplette SMS-samtaler

En række fejl er også blevet rettet i forbindelse med opdateringen. Nu spejles notifikationer til Android-enheder med Android 6.0 Marshmallow uden problemer, lige som en fejl med MMS-beskeder også er rettet.

Forbedret menu til at dele indhold

En Android-funktion, der bruges meget sammen med Pushbullet-appen, er deling. Denne delingsmenu er nu blevet tilpasset, sådan at dine egne enheder fremgår øverst på den liste, der normalt kun viser apps, du kan dele med.

Det kræver derfor nu færre klik at skulle dele indhold med Pushbullet samtidig med det er blevet endnu simplere og mere overskueligt. Udviklerne bag fortæller også, at de i fremtiden vil arbejde på, at dine Pushbullet-enheder sorteres efter, hvor ofte de benyttes.

Alle disse nyheder er implementeret samtidig med, at størrelsen på filen til at levere appen er blevet reduceret med 25 % på trods af, at den fyldte relativt lidt i forvejen.