Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Rygte: Fortnite kan downloades i Samsung Galaxy Apps-butikken

Rygte: Fortnite kan downloades i Samsung Galaxy Apps-butikken

Det populære spil Fortnite bliver ikke udgivet i Google Play. Derimod ser det ud til, at det kan downloades i butikken Samsung Galaxy Apps.

Sjældent er et spil blevet lige så hypet som Fortnite, og den store interesse for spillet skyldes formentlig også, at spillet endnu ikke er udgivet til Android.

Som vi på Mobilsiden tidligere har omtalt, vil Samsung lukrere på den enorme interesse for spillet. Samsung har ganske enkelt indgået en stor aftale med udviklerne bag spillet, Epic Games, så spillet kun kan fås eksklusivt til Samsung Galaxy Note 9 i en periode. Rygter går på, at man tilmed kan få 15.000 af de såkaldte V-Bucks til brug i spillet, hvis man forudbestiller Samsung Galaxy Note 9.

Læs også: Fortnite til Android bliver eksklusiv for Samsung mobil

Hjemmesiden XDA-developers har fået fingrene i spillets såkaldte APK-fil - det vil sige selve appens fil, som downloades til ens enhed. Hjemmesiden har kigget koden i APK-filen igennem og har fundet frem til, at der er udviklet en hel del kode, som grundigt tjekker efter, hvilken enhed der forsøger at starte spillet. Spillet kigger efter, at det helt specifikt er en Samsung Galaxy Note 9, der åbner spillet, og det viser sig også, at Fortnite formentlig også bliver eksklusivt tilgængeligt til de nye Galaxy Tab S4-tablets.



Ovenstående video fra XDA-developers viser den ægte lækkede APK-fil, hvor det indtil videre kun er lykkedes udviklere at åbne indlæsningsskærmen, netop fordi spillet kun kan åbnes på en Samsung Galaxy Note 9 og eventuelt Galaxy Tab S4.

Kan downloades i Samsung Galaxy Apps-butikken

Der har i nogen tid været en hel del spekulationer om, hvordan spillet bliver gjort tilgængeligt. Der har blandt andet været forlydender om, at Epic Games vil offentliggøre spillet som netop en APK-fil på dets egen hjemmeside, hvilket potentielt kan udgøre en sikkerhedsrisiko – særligt når der er så enorm interesse i at kunne spille spillet på Android-enheder. Epic Games’ direktør, Tim Sweeney, har bekræftet, at dette bliver tilfældet.

Nu forlyder det dog via XDA-developers, at Fortnite formentlig også bliver udgivet i Samsungs egen app-butik kaldet Samsung Galaxy Apps-butikken. Der er nemlig fundet kode i den førnævnte APK-fil, som tydeligt peger i retning af, at Fortnite vil være tilgængelig i Samsung Galaxy Apps-butikken. Spillet tjekker først og fremmest, om brugeren har den nyeste version af Samsung Galaxy Apps installeret (version 4.3.01.7), og dernæst anvendes Samsungs udviklerkit også til at foretage betalinger i spillet.

Direktøren i Epic Games har tidligere forklaret, at man bevidst har valgt ikke at ville udgive spillet i Google Play, fordi Google snupper 30 % af indtægterne. Det gør Samsung også i Samsung Galaxy Apps, men hvis man er en såkaldt Galaxy Apps Partner, nøjes Samsung kun med at tage 20 % af indtægterne. Der kan også indgås særlige aftaler, og det er ikke utænkeligt, at Epic Games får en endnu højere andel af indtægterne – måske endda 100 % - mod at det bliver eksklusivt tilgængeligt til Samsung Galaxy Note 9 (og måske også Galaxy Tab S4) i en periode, som menes at være op til fire måneder.

Når Samsung løfter sløret for den kommende Galaxy Note 9 torsdag klokken 17:00 dansk tid, bliver vi formentlig meget klogere på, hvordan samarbejdet med Fortnite foregår. Det er utvivlsomt noget, som Samsung vil gøre et stort nummer ud af.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies