Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Rygte: Nokia 9 får 5 kamerasensorer og skyhøj pris

Rygte: Nokia 9 får 5 kamerasensorer og skyhøj pris

Firmaet Light, som har fremvist en prototype på en smartphone med hele 9 linser, leverer angiveligt kamerasystemet til den kommende Nokia 9 med 5 linser.

Foto: Nokiamob.net

Det har i flere måneder svirret i luften, at finske HMD Global er på vej med en ny Nokia-topmodel, der får flere linser på bagsiden. Der har blandt andet været tale om et roterende kamerahus på bagsiden, så man kan skifte mellem forskellige linser, men vi har endnu ikke set nogle direkte billeder af det kommende flagskib.

Nu er vi dog ved at få en bedre forståelse af, hvad der er på vej fra Nokia. Det viser sig nemlig, at der efter alt at dømme er tale om et samarbejde med firmaet Light, som Mobilsiden omtalte for nyligt. Firmaet står bag et specielt kamera med hele 16 linser, som er i stand til at flette alle informationerne sammen til et foto. Senest demonstrerede Light en prototype af en smartphone med op til 9 linser, og firmaet oplyste, at kameraløsningen bliver en realitet i en smartphone senere i år.

Her ses en prototype på Lights kamerateknologi.
Her ses en prototype på Lights kamerateknologi.
Foto: Washingtonpost.com

Nokia 9 får formentlig Lights kamerasystem

Nu viser det sig, at det ikke er Light selv, der producerer en smartphone, men derimod HMD Global. Ifølge Twitter-brugeren Dewsy, som står bag hjemmesiden Androbit, er det mere bestemt fabrikken Foxconn, der producerer telefonen for HMD Global, som altså brander den som en Nokia-smartphone ligesom de øvrige nyere Nokia-smartphones. Det skriver NokiaMob.

For en måned siden florerede der rygter om en kommende Nokia 9, som angiveligt udstyres med en fingeraftrykslæser under skærmen. Her oplyste Twitter-tipsteren Roland Quandt, at kameraet i Nokia 9 er forbundet med ”høj risiko”, hvilket stemmer overens med udsigten til dette særlige kamerasetup bestående af hele 5 linser på bagsiden, som altså menes at blive en realitet i netop Nokia 9.

Det giver særligt mening med Lights kameraløsning i Nokia 9, da Foxconn har investeret i netop Light. I en artikel på Forbes fra 2015 lød det, at der blev indgået en aftale, hvor Foxconn kan videreforhandle Lights kamerateknologi til alle Foxconns kunder – og det er altså blandt andet HMD Global.

Der er endnu ingen detaljer om de enkelte linser i den kommende Nokia 9, ud over at der altså vil være 5 styk. Dog gætter Twitter-brugeren Dewsy på, at der vil være mellem 3 og 5 gange optisk zoom.

En mulig lanceringsdato for Nokia 9 vil være ved IFA 2018, som løber af stablen fra den 31. august til den 5. september. Hjemmesiden Nokiamob har også skrevet om et tweet fra brugeren Nokia anew, som rapporterer om en mulig pris på Nokia 9 på hele 990 dollars. Det er altså en markant højere pris end de øvrige Nokia-smartphones. Til sammenligning har Nokia 8 en pris på cirka 400 dollars eller hvad der i Danmark blev en vejledende pris på cirka 4.300 kroner. En mulig dansk pris på Nokia 9 med de fem kameralinser er derfor hele 10.000 kroner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies