Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Rygte: OnePlus 6 afsløres allerede i marts måned

Rygte: OnePlus 6 afsløres allerede i marts måned

OnePlus afslører næste års OnePlus 6-topmodel allerede i marts måned, og det bliver med fingeraftrykslæser i skærmen som den helt store nyhed, lyder rygte.

Om OnePlus 6 kommer til at ligne OnePlus 5 og OnePlus 5T, er endnu uvist.
Om OnePlus 6 kommer til at ligne OnePlus 5 og OnePlus 5T, er endnu uvist.

OnePlus 5T har ikke været på markedet i meget mere end en måneds tid, men allerede nu begynder de første rygter om efterfølgeren, OnePlus 6, at florere. Det er hjemmesiden GizmoChina, som gør sig i kinesiske smartphones, der mener at kende til OnePlus’ planer for 2018.

Læs også: OnePlus 5T Star Wars Edition får salgsstart i dag

Ifølge sidens kilde er OnePlus nemlig allerede klar med den næste OnePlus 6-topmodel i marts måned - altså blot omkring tre måneder fra i dag. Helt præcist forlyder det, at OnePlus løfter sløret for telefonen midt i marts måned. Det vil i så fald være markant tidligere end OnePlus 5, som blev afsløret den 20. juni i år. Salget vil derefter blive skudt i gang allerede i slutningen af marts måned, lyder det.

Fingeraftrykslæser bliver indbygget i skærmen

En af de features, som ventes at blive særligt populære i løbet af 2018, er fingeraftrykslæsere indbygget i skærmen. Firmaer som Qualcomm og Synaptics er klar med deres respektive teknologier bestående af optiske sensorer, som kan skjules under OLED-skærmpaneler.

Netop denne teknologi vil OnePlus gøre brug af i OnePlus 6, forlyder det. Hvilken af de to firmaers løsninger, det bliver, eller om det bliver fra et tredje firma, vides endnu ikke. Det er formentlig heller ikke af større betydning, da oplevelsen bør være nogenlunde den samme. I stedet for at hvile fingeren på en fysisk sensor på fronten eller bagsiden, vil det i stedet være muligt blot at hvile fingeren på et område nederst på skærmen – og straks låses telefonen op, som man kender det.

Synaptics’ løsning er dog ikke nær så hurtig som de sensorer, OnePlus anvender i sine nuværende mobiler. Med Synaptics’ fingeraftrykslæser tager det 0,7 sekunder at registrere et fingeraftryk, hvor det til sammenligning i OnePlus’ telefoner tager 0,2 sekunder.

Foruden fingeraftrykslæseren bliver en anden stor nyhed, at den udstyres med Snapdragon 845-processoren, som Qualcomm for nyligt afslørede. Den yder omkring 25-30 % bedre end Snapdragon 835 og understøtter blandt andet netværkshastigheder på op til 1,2 Gbit/s.

Læs også: OnePlus: Så hurtig er Dash Charge i forhold til konkurrenterne

Det er værd at bemærke, at rygtet endnu ikke kan bekræftes på nogle måder, og at meget endnu kan nå at ændre sig. Ifølge GizmoChina er der dog god grund til at tro, at den er god nok. Kilden, som står bag oplysningerne om OnePlus 6, har nemlig også før ramt plet om OnePlus 5T længe før den blev lanceret.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies