Rygte: Samsung arbejder på en 6″ stor Galaxy S8+

Samsung lancerer ikke kun en almindelig Galaxy S8 i starten af næste år, men også en større Galaxy S8+, der får en 6" stor skærm, lyder nyt rygte.

Rygte: Samsung arbejder på en 6″ stor Galaxy S8+

Rygterne om Samsungs kommende topmodel, Galaxy S8, vil ingen ende tage. Senest lyder det i et rygte fra det sydkoreanske nyhedsmedie MK News, at Samsung lancerer Galaxy S8 i en 6” stor +-variant.

Læs også: Rygte: Prisen på Samsung Galaxy S8 ryger i vejret

De sidste to år har Samsung lanceret en normal, flad variant af dets Galaxy S-telefoner sammen med en kurvet edge-variant. Sådan bliver det øjensynligt ikke i år. Godt nok lancerer Samsung ifølge de seneste rygter fortsat to modeller, men porteføljen kommer til at se lidt anderledes ud omkring april måned.

To Galaxy S8-telefoner får kurvede skærme

Det sydkoreanske medie beretter nemlig om, at den almindelige Galaxy S8, ligesom de tidligere edge-modeller, bliver kurvet. Skærmstørrelsen ventes at blive blot 5”, hvilket er 0,1” mindre end skærmen i Galaxy S6 og S7. Den større nyhed er dog, at den anden model bliver en Galaxy S8+ – også med kurvet skærm, men som måler 6”.

Da begge modeller får kurvede skærme, ventes Samsung at skrotte ’edge’-navnet, da det i år vil være overflødigt at markere telefonerne med dette navn, hvis der ingen flad skærm bliver.

Læs også: Rygte: Galaxy S8 får ny placering af fingerscanneren

Det lyder endvidere, at Samsung har gået med overvejelser om at udstyre Galaxy S8+ med en stylus, således at der mere eller mindre er tale om en ny Galaxy Note 7. Den idé blev dog droppet, og ifølge det sydkoreanske medie betyder det, at Note-serien fortsætter næste år – præcis som Samsung tilbage tidligere meldte ud.

Umiddelbart kan en 6” stor skærm virke afskrækkende, men det forlyder, at Samsung – takket være de bøjelige OLED-skærme – bliver i stand til at presse skærmen ned i et format, der svarer til størrelsen på en Galaxy Note 7. Dermed må den mindre Galaxy S8 også formodes at skrumpe yderligere i størrelse i forhold til Galaxy S7 dels på grund af den lidt mindre skærm, og dels fordi Samsung ventes at skrotte home-knappen på begge Galaxy S8-telefoner.

Hjemmesiden SamMobile bemærker, at der har været adskillige modstridende oplysninger om Samsung Galaxy S8, og at der derfor endnu ikke er noget, der er sikkert. Det samme var tilfældet med iPhone 7, og det gælder i høj grad også for den kommende iPhone 8, som Apple efter sigende har 10 prototyper i omløb af.