Rygte: Samsung arbejder på kompakt mobil med Infinity-skærm

Samsung er angiveligt på vej med en kompakt smartphone på under 5", som får en næsten kantfri skærm ligesom Samsungs andre topmodeller.

Rygte: Samsung arbejder på kompakt mobil med Infinity-skærm

Samsungs næsten kantfrie Infinity-skærme gør, at der er blevet plads til markant større skærme i samme størrelse mobil som tidligere. Nu ser det ud til, at Samsung vil udnytte de nye skærme til at lave en rigtig kompakt mobil.

Det er tipsteren under aliasset Ice Universe, der har delt informationer om den kommende mobil på det kinesiske sociale medie Weibo.

I opslaget skriver han, at der internt hos Samsung florerer en lille smartphone på under 5”, som har en Infinity-skærm. Den relativt lille skærmstørrelse vil i forvejen gøre telefonen kompakt, og når skærmen tilmed er en næsten kantfri af slagsen, bør den altså være mindre end hidtidige kompaktmobiler såsom Sony Xperia XZ1 Compact og Samsung Galaxy S5 mini.

Læs også: Samsung Galaxy A5 og A7 (2018): Billeder og info ude

Hvis telefonen får en skærm på eksempelvis 4,9”, vil den formentlig kunne bringes ned på dimensioner, der måler blot 129 x 60 mm – cirka 20 mm lavere og 9 mm smallere end Galaxy S8. Dermed vil det være noget nemmere at betjene den med en hånd og især nå den øverste del af hånden uden at skulle fumle med den i hånden.

Kan være en Galaxy A3 (2018) eller en Galaxy S9 mini

Den kinesiske tipster påpeger, at der dog ikke er nogen garanti for, at den kompakte Samsung-mobil ender med at blive lanceret. Det er også ukendt, hvornår Samsung i så fald kunne finde på at lancere den og under hvilken serie.

Omkring årsskiftet afslører Samsung 2018-udgaverne af Galaxy A5 og Galaxy A7, og de får netop Infinity-skærme ligesom Samsungs andre topmodeller. Skærmene bliver dog henholdsvis 5,5” og 6” store, så der er ikke tale om disse. En anden mulighed er eventuel Galaxy A3 mini (2018), som sagtens kan få en skærm under 5″.

Skulle det ikke blive tilfældet, kan det heller ikke afvises, at kompaktmobilen bliver en topmodel, som lanceres sammen med Galaxy S9 og S9+ til foråret. Samsung har dog ikke lanceret en mini-udgave siden Galaxy S5 mini i 2014. Hvad der kommer til at ske – og om det overhovedet kommer til at ske – bliver vi formentlig klogere på hen over de kommende måneder.