Rygter: Nokia N79, N85 og Tube

Dagens Nokia-rygter står på to nye N-smartphones, N79 og N85, samt den spændende XpressMedia 5800 "Tube", som eftersigende skal være den første mobil med Series60 Touch.

Rygter: Nokia N79, N85 og Tube

Tidligere på måneden dukkede der billeder op af en muligvis kommende Nokia N85. De bliver nu forstærket af flere billeder, som bekræfter, at denne kan blive en ny N-series topmodel. Den skal eftersigende komme i både hvid og sort.

Samtidig viste endnu en smartphone i N-serien sig. Ifølge kilderne til rygterne skulle det være Nokia N79, som er endnu en "almindelig" candybar smartphone.  Der er ikke flere specifikationer på hverken N79 eller N85.

Det mest spændende rygte er Nokia XpressMedia 5800 – med kaldenavnet "Tube". 5800 udmærker sig ved, at være den første i sin serie, som skal introducere Nokias nye brugeroverflade Series60 Touch. Udover trykfølsom skærm, vil 5800 også få et 3,2 megapixels digitalkamera med Carl Zeiss optik.

Desværre viser billederne, at 5800 er branded med Vodafone, hvilket hurtigt kan sætte en stopper for et salg i Danmark. Intet vides dog med sikkerhed endnu.