S Pen i Samsung Galaxy Note 7 kan sætte sig fast
Samsung Galaxy Note 5 led under en designfejl, der gjorde, at hvis den medfølgende S Pen blev indsat den forkerte vej, så sad den fast i telefonen og kunne ikke komme ud igen.
Det resulterede i, at Samsung måtte foretage en efterfølgende ændring af S Pen-designet, der forhindrede den i at blive indsat forkert.
Læs også: Samsung Note 5: pen-mekanisme har graverende fejl
Med den nye Note 7 virkede det ellers til, at Samsung undgik samme problem ved at gøre den nye S Pen tykkere i den modsatte ende, så den ganske enkelt ikke passer i hullet. Noget tyder dog på, at der alligevel skal arbejdes på en rettelse af Samsungs S Pen i den nye Galaxy Note 7.
Den smarte stylus kan nemlig meget nemt sætte sig fast i Note 7. Problemet opstår dog ikke, når du indsætter den forkert (hvilket ikke kan lade sig gøre), men derimod når du indsætter den for hårdt. Samsung har i Note 7 gjort hele telefonen vand- og støvafvisende selv med denne indbyggede stylus, men det giver nu problemer.
Læs også: Officielt: Samsung Galaxy Note 7 er forsinket i Danmark
Når stylussen indsættes for hårdt, sætter den sig nemlig fast i hullet, hvor forseglingen ser ud til at give efter. Det gør det muligt for pennen at blive indsat for langt i hullet, og dermed kan pennens fjeder ikke trykkes lang nok ned i bund til at skyde pennen ud af hullet igen.
En løsning kan derfor være at prøve at lirke den nye S Pen ud af hullet med en tynd nål, mens andre har forsøgt sig med at banke telefonen ned i et bord eller i hånden for at skubbe den ud igen. Samsung har endnu ikke reageret på de mange brugere, der har uploadet YouTube-videoer af deres S Pen, der sidder fast.
Indtil da bør du være opmærksom på ikke at indsætte den for hårdt i telefonen. Ellers er det formentlig en tur forbi forhandleren med telefonen.