Sådan køber du OnePlus 2 uden en invitation her og nu

Rækker din tålmodighed ikke til OnePlus’ langsomme invitationssystem for at købe OnePlus 2? Så kan du allerede nu købe den på flere alternative websider.

Sådan køber du OnePlus 2 uden en invitation her og nu

OnePlus’ fremgangsmåde med salget af sidste års One fik ikke mange rosende ord med på vejen. Lige som det tegnede til, at OnePlus ville gøre store fremskridt med sit nye invitationssystem ved at have 30-50 gange flere telefoner på lager viser samme historie i år at gentage sig.

Læs også: Invitationer til OnePlus 2 er forsinket i flere uger

Du må vente yderst tålmodigt for blot at kunne få en invitation til at købe OnePlus 2 i de kommende uger, og derudover er der nu 4 millioner, der viser interesse for at købe telefonen. Det kan med andre ord tage lang, lang tid, før du sidder med en OnePlus 2 i hænderne.

Medmindre du tager alternativerne i brug, som der er flere af. Salget af OnePlus flyver afsted i Kina, og det har åbnet op for et kæmpe salg af telefonen på øvrige webshops, som importerer den og sælger den med et par hundrede kroners fortjeneste – helt uden en invitation.

Læs også: OnePlus 2 – De første tests

Normalt anbefales det ikke at købe udgaver af smartphones tilpasset andre markeder, men netop med OnePlus 2 er alle netværksfrekvenser hos de danske teleselskaber også understøttet med den kinesiske udgave.

Den eneste forskel, du vil opleve, er på softwaresiden. I stedet for OxygenOS vil der være præinstalleret den anden OnePlus-tilpasning af Android, der hedder HydrogenOS. Det er i bund og grund den samme Android-oplevelse, men med små ændringer i brugerfladen, sprog og medfølgende apps.

Læs også: OnePlus 2 kan fra i dag købes – hvis du har en invitation

Muligheden er derfor manuelt at installere OxygenOS 2, som medfølger på den europæiske udgave. Det kræver dog, at du har vis teknisk forstand og tør at begive dig ud i at udskifte styresystemet. Hjemmesiden GizChina har en simpel guide til, hvordan det kan gøres.

OnePlus 2

Her kan du købe OnePlus 2 uden en invitation

Så hvor kan du så få fat i OnePlus 2 uden at skulle vente uge efter uge på en invitation? Der er adskillige større webshops, der lige nu fører telefonen, hvor du altså får den kinesiske udgave, der fungerer i Europa og Danmark.

Oppomart:
Den første hjemmeside er Oppomart, som i flere år har specialiseret sig i at sælge kinesiske topmodeller til internationale kunder. Blot en dag efter den officielle salgsstart valgte butikken at føre OnePlus 2. Det er kun 64 GB-udgaven, som sælges på hjemmesiden, hvor prisen lyder på $459 eller 3.100 kroner. Dertil skal der lægges $20 eller 135 kroner oven i for fragt, så det endelige beløb løber op i 3.230 kroner.

Oppomart oplyser også, at du som europæisk kunde bør vælge forsendelsesmetoden, de kalder for ”EU Expedited Shipping”, som tager 8-15 dage. Det skyldes, at du derfor er garanteret at få tilbagebetalt eventuelle ekstraomkostninger, der kan opstå, hvis telefonen ryger en tur igennem den danske told.

Hvis de nye StyleSwap-covers i enten bambus, rosewood, kevlar eller sort aprikos har interesse, kan du også købe disse hos Oppomart til en pris på $35 eller 235 kroner.

GeekBuying:
Denne kinesiske webshop sælger også OnePlus 2, men til en lidt højere pris. Til gengæld er der også 16 GB-varianten, som koster 2.769 kroner. For 64 GB skal du af med 3.254 kroner. Dertil kan du også risikere at skulle betale cirka 1.000 kroner oveni fra told, moms og et gebyr fra Post Danmark.

Forhandlere på eBay:
Du kan også gå på jagt efter OnePlus 2 på de klassiske sider som eBay og Amazon, men da telefonen er så ny, som den er, kan du kun finde forhandlere, der sender uden for Europa – og det betyder altså med stor sandsynlighed en ekstraregning fra SKAT efter leveringen.

Du har dog alligevel mulighed for at købe den hos flere troværdige forhandlere til 3.000 kroner fra ny stand og med gratis fragt til Danmark. Igen skal du dog være opmærksom på, at prisen kan blive en fjerdedel dyrere.

OnePlus 2 farver

Manglende kundeservice fra OnePlus

En ting der er værd at vide ved at gå uden om OnePlus’ egen webshop, er at du går glip af den kundeservice, garanti og reklamationsret, der eventuelt kan blive brugbar.

OnePlus tilbyder eksempelvis kundeservice med live-chat, mulighed for at sende den til reparation eller fortryde købet. Disse muligheder kan være begrænsede eller ikkeeksisterende på andre sider eller måske være dyrere. Du er med andre ord dårligere stillet end hvis du køber telefonen fra OnePlus selv.

Læs også: OnePlus-stifter: OnePlus 3 allerede i år?

Hvis du ikke vil gå glip af disse fordele, bør du altså ikke kigge andre veje end hos OnePlus selv og vente, indtil en invitation viser sig. Men hvis du ikke kan holde spændingen tilbage og blot må eje OnePlus 2 her og nu, kan det altså godt lade sig gøre.

Opfølgning på artiklen

Emnet fik sin fortsættelse. mobilsiden kørte videre med bolden. 17/8/2015 kom den efterfølgende historie med en artikel med tematikken Invitationer til OnePlus 2 er forsinket i flere uger – Du kan læse den her. Den absolut seneste udvikling i sagen kan du følge her.