Sælges Lumigon T2 snart i Tyskland?

Er Lumigon T2 endelig klar til salg? Den danske smartphone sælges angiveligt fra tysk netbutik om 2-3 uger.

Sælges Lumigon T2 snart i Tyskland?

Den danske designer-smartphone Lumigon T2 skulle have været sat til salg i slutningen af sommeren i år, men sådan er det ikke gået. T2 er efterfølgeren til T1 der aldrig kom på markedet.

Men måske er der håb. En tysk webshop har ifølge Version2 sat telefonen til salg for 5.200 kroner, med levering om 2-3 uger.

Umiddelbart er det dog ikke noget, at Lumigon vil forholde sig til. Ingen kommentarer, er meldingen til Version 2.

På Lumigons Facebook-side har flere fans linket til den tyske shop Handyshop.de, men disse links er dog løbende blevet slettet.

Skærmen er ifølge webshoppen 3,8 tommer med en opløsning på 480 x 800 pixels. Der er 8 megapixels kamera, NFC, Android 4.0 samt 1,4 GHz processor, 1 GB RAM og 8 GB intern hukommelse, der kan udvides til 2 TB via microSD-kort.

Lumigon er fortsat tavse i sagen.