Samsung B5702: Ny slide-model med to sim-kort

Samsung sender snart en ny dual-sim-mobil på gaden, hvor man kan skifte mellem to sim-kort.

Samsung B5702: Ny slide-model med to sim-kort

Til maj vil Samsung påbegynde salget af den nye slide-telefon kaldet B5702, der har plads til to sim-kort på samme tid. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

B5702 bliver beskrevet som den første dual-sim-telefon, der understøtter quad-band. Det betyder, at mobilen understøtter de fire største og vigtigste radiofrekvenser, og den kan derfor bruges alle steder på kloden.

Brugerfladen kan tilpasses med forskellige temaer, melodier, etc., for at gøre det nemt at genkende, hvilket sim-kort man arbejder på. Samsung har også tilføjet en speciel knap på siden af telefonen, hvor man kan skifte mellem de to sim-kort uden at genstarte.

Specifikationerne tæller blandt andet musikafspiller, fm-radio, 3 megapixels-kamera med autofokus, mailklient, bluetooth og en intern hukommelse på 50 MB. Dette kan dog udvides til 8 GB. Til gengæld er der ingen understøttelse for 3G, så man må nøjes med EDGE.

I første omgang vil B5702 blive frigivet på det russiske marked. Hvorvidt eller hvornår modellen kommer til Danmark, melder historien desværre ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Udvalgte specifikationer

Mål: 106 x 52,5 x 17,5 mm
Skærm: 2,4″ TFT LCD / 320 x 240 (QVGA) 262K
Kamera: 3 megapixels med autofokus
Video: H.263 + AMR,MPEG4
Lyd: MP3/AMR/AAC/AAC+/e-AAC/WMA
Fm-radio
Dokumentlæser: MS Office, PDF, TXT, BMP, JPG, PNG
Bluetooth 2.0+EDR
Intern hukommelse: 50 MB
Ekstern hukommelse: Op til 8GB

Taletid: Op til 11,4 timer
Standbytid: Op til 220,9 timer