Samsung B7722 med 3G har plads til to SIM-kort

En touchmobil med 3,2 tommer skærm og plads til to SIM-kort, er en af Samsungs sommernyheder.

Samsung B7722 med 3G har plads til to SIM-kort

Nu sender Samsung endnu en mobil på markedet i Danmark med plads til to-SIM kort. Det er således muligt at bruge to abonnementer på samme tid.

F.eks. kan man have både arbejds- og privatnummeret kørende samtidigt. Mobilen kan også anvendes på udlandsrejsen, hvor man har et SIM-kort fra et lokalt teleselskab siddende ved siden af ens eget.

Udover dobbelt SIM-plads byder Samsung B7722 også på trådløst netværk, 3G-data (på det ene SIM-kort) samt e-mail via Active Sync og meget andet.

Mobilens brugerflade er baseret på Samsung TouchWiz system, der i denne version, giver tre forside skærme, hvor der kan indsættes personlige genveje m.v.

Touchskærmen er 3,2 tommer og kameraet er på 5 megapixels (med fotolys). Desuden kommer den med FM-radio og et batteri på 1200 mAh, der ifølge producenten giver 13 timers taletid.

Samsung B7722 kommer i butikkerne i denne måned. Prisen uden abonnement forventes at blive omkring 3.000 kroner.

I marts kom Samsung med C5212, der også har plads til to SIM-kort. Her kan du læse testen af C5212, og få mere viden om, hvordan det fungerer i dagligdagen.

Læs også:
 – Mobiltest: Samsung C5212 – med to SIM-kort