Samsung Chromebook Pro med indbygget S Pen afsløret før tid

Samsung løfter ved en fejl sløret for en ny Chromebook Pro med indbygget S Pen og Googles ChromeOS-styresystem.

Samsung Chromebook Pro med indbygget S Pen afsløret før tid

Samsung er på vej med en ny bærbar computer, men den er ikke helt som en traditionel bærbar pc.

Ved en fejl dukkede computeren kortvarigt op hos forhandleren B&H’s hjemmeside, hvor alle detaljer om og billeder af den nye computer blev afsløret før tid. Den går under navnet Chromebook Pro og kører dermed ikke med Windows, men i stedet Googles ChromeOS-styresystem med adgang til alle Android-apps.

Det er i sig selv ikke noget særligt, for mange firmaer, inklusiv Samsung, har lavet masser af Chromebook-pc’er – og de hitter særligt i uddannelsesinstitutioner grundet deres lave pris og simple styresystem. Samsung Chromebook Pro skiller sig ud ved at være den første bærbare pc fra Samsung med en indbygget S Pen kendt fra Samsungs Galaxy Note-smartphoneserie.

Læs også: Android-apps og Play Store kommer til Chromebook 

Det betyder også, at computeren har en touchskærm. Sammen med Samsungs S Pen åbner det op for masser af nye muligheder for at være produktiv og kreativ. Den lille S Pen er helt identisk med den, der sidder i den nu skrinlagte Samsung Galaxy Note 7. På denne nye er den blot placeret i højre side ved siden af en vendbar USB Type-C-port, hvorigennem den oplades.

Samsung Chromebook Pro
Foto: Chromeunboxed.com

Skærmen på 12,3” i Samsungs kommende Chromebook består af en opløsning på 2.400 x 1.600 pixels i et 3:2 format, og den kan samtidig roteres 360 grader, så den kan bruges og betjenes som en tablet. Mekanikken består af en sekskernet processor, 4 GB RAM og 32 GB lagerplads – og mere er der faktisk ikke brug for, da filer primært opbevares i skyen i ChromeOS-styresystemet.

Læs også: Ikke alle Chromebooks får Android-apps – se listen her 

Eftersom Samsung endnu ikke officielt har lanceret denne nye Chromebook Pro, er det endnu uvist, hvornår den kommer til salg og i hvilke lande. Prisen er dog allerede sluppet ud, og den ligger på $499 – direkte omsat til 3.377 kroner. En dansk pris vil dog være noget højere: 4.500 kroner som minimum er ikke utænkeligt.