Samsung Galaxy A8s på vej med lillebitte hul i skærmen

Billeder af den kommende Samsung Galaxy A8s viser et lillebitte hul i skærmen til selfiekameraet som et alternativ til det omdiskuterede hak i skærmen.

Samsung Galaxy A8s på vej med lillebitte hul i skærmen

Anført af iPhone X blev det såkaldte hak eller udskæring i toppen af skærmen lynhurtigt at finde i utallige smartphones. Løsningen ser dog ud til allerede at være på vej væk, for Samsung er nemlig på vej med Galaxy A8s, som har et nyt og spændende alternativ til en “notch”.

Læs også: Samsung lancerer Samsung Galaxy A9 med hele fire bagkameraer

Som lækkede billeder og Samsungs egen event tidligere har vist, satser Samsung nemlig på et lillebitte hul direkte i skærmen – det som Samsung kalder for en Infinity-O-skærm. Det 6,7 mm lille hul er i den kommende Galaxy A8s placeret helt øverst til venstre for at være mindst muligt forstyrrende. Det viser en række ganske realistiske konceptbilleder af telefonen, som den tyske hjemmeside AllAboutSamsung har fået lavet på baggrund af en række specifikationer, som hjemmesiden også afslører.

Samsung Galaxy A8s
Foto: Allaboutsamsung.de

De to pressefotos viser en Galaxy A8s med et klassisk Samsung-design. Telefonen ligner utroligt meget Galaxy A7 og Galaxy A9 fra henholdsvis oktober og denne måned. Den store forskel er altså den 6,4 tommer store Full HD+ LCD-skærm, som lige så vel kunne have tilhørt en topmodel. Og det kan meget vel blive tilfældet, for den kommende Galaxy S10 menes at gøre brug af samme teknologi.

Læs også: Samsung er klar med notch til fremtidige telefoner

Telefonen kommer med den forholdsvis nye Snapdragon 710-processor, som blandt andet også er at finde i Nokia X7/7.1 plus, som dog kun kan fås i Kina. Dertil gemmer der sig 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Batteriet har en kapacitet på 3.400 mAh, hvilket bør være mere end rigeligt til en dags driftstid.

Tre bagkameraer

Samsung er gået all-in på at tilføje en masse kameraer på sine telefoner. Senest er Galaxy A9 (2019) kommet med hele fire sensorer på bagsiden. Den kommende Galaxy A8s får dog ’kun’ tre af slagsen.

Sensorerne ventes at få en opløsning på henholdsvis 24, 10 og 5 megapixel, hvilket er samme opløsninger som tre af sensorerne i Galaxy A9. Hvis de tre sensorer bliver de samme, vil sensoren på 24 megapixel være den primære sensor med en blænde på f/1,7. Sensoren på 10 megapixel får en blænde på f/2,4 og en telefotolinse med 2x optisk zoom, mens den tredje sensor bliver en 5 megapixel dybdesensor med en blænde på f/2,2.

Læs også: Test: Samsung Galaxy A7 (2018) – Vild med vidvinkel

Det forlyder, at Samsung lancerer Galaxy A8s i løbet af januar måned, hvor den vil komme til salg i en sort-grå farve.