Samsung Galaxy S6 mini afsløret på billeder

Samsung arbejder på en mini-version af sin Galaxy S6-topmodel, og lækkede billeder af smartphonen er allerede dukket op.

Samsung Galaxy S6 mini afsløret på billeder

For mange producenter er der tradition for at lave en skrabet miniudgave af topmodellerne, mens andre har droppet den fremgangsmåde.

Læs også: Første rigtige billeder af Samsung Galaxy Note 5 ude

Samsung hører i hvert fald til den første gruppe, for lækkede billeder afslører nu, at den sydkoreanske elektronikgigant arbejder på en Galaxy S6 mini, som skal følge op på succesen med den normale Galaxy S6.

Hjemmesiden PhoneArena har fået fingrene i 4 billeder, der – under utrolig dårlig belysning – viser telefonen frem for første gang. Der er således tale om samme, klassiske Samsung-design som du kender det fra den normale variant og de tidligere smartphones fra firmaet. Her er der ingen overraskelser at spore.

Samsung Galaxy S6 mini

Nyheden i denne Galaxy S6 mini ligger selvfølgelig i skærmstørrelsen, som er skruet en tand ned – og dog. Rygterne peger nemlig på en skærm på 4,6” eller 4,7”, og det gør den endnu større end de foregående miniudgaver. I forhold til den normale Galaxy S6 på 5,1” er det dermed kun 0,4”-0,5” mindre.

Læs også: Samsung lancerer supertynd Galaxy Tab S2

Øvrige rygter indikerer en Snapdragon 808-processor med 6 kerner som set i LG G4, 2 GB RAM, en HD-opløsning på 720 x 1.280 pixels samt et 15 megapixel bagvendt kamera. Det er dog vigtigt at pointere, at disse rygter er meget tidlige og at de endnu ikke er bekræftet andre steder fra, så meget kan nå at ændre sig.

En lanceringsdato for Samsung Galaxy S6 mini kendes heller ikke. En oplagt dag vil dog være den 13. august, hvor Galaxy S6 edge+ samt Galaxy Note 5 er rygtet til at blive lanceret ved en Unpacked-event i New York.