Samsung indfører 8-trins kvalitetssikring af kommende produkter

Samsung hæver nu niveauet for kvalitetssikring til langt over industristandarden med en 8-trins kvalitetssikring af alle produkter med litium-ion-batterier.

Samsung indfører 8-trins kvalitetssikring af kommende produkter

Oven på den efterhånden afsluttede Note 7-skandale, hvor Samsung natten til i dag offentliggjorde årsagerne til de mange problemer med telefonen, sikrer den sydkoreanske producent sig nu mod en gentagelse.

I en pressemeddelelse oplyser Samsung, at kvalitetssikringen forbedres markant. Fremover gennemgår al Samsung-forbrugerelektronik med litium-ion-batterier en såkaldt 8-trins kvalitetssikring, som – ikke overraskende – involverer 8 sikkerhedstest, før produkterne lander hos forbrugerne.

Læs også: Samsung: To fejl årsag til, at Galaxy Note 7 kortsluttede

Det betyder, at enhver krog fremover bliver testet ikke kun i smartphones såsom den kommende Galaxy S8, men også alt fra bærbare computere og tablets til trådløse hovedtelefoner.

Samsung Galaxy Note 7
Foto: Samsung.com

Den nye, omfattende kvalitetssikring, som er langt over det, der kræves i industrien, involverer følgende:

  1. Holdbarhedstest: En forbedret holdbarhedstest gennemføres nu, hvor der testes efter for kraftig ladning, punktering og ekstreme temperaturer.
  2. Visuel inspektion: Batteriet inspiceres visuelt efter standardiserede, objektive kriterier og retningslinjer.
  3. Røntgenbillede: Batterierne røntgenfotograferes for at se, om der er nogle uregelmæssigheder.
  4. Test af op- og afladning: Batterierne gennemgår en omfattende test, hvor de op- og aflades.
  5. TVOC-test: De tjekkes også efter for lækager med en såkaldt TVOC-test (flygtige organiske stoffer).
  6. Batterierne skilles ad: Batteriernes kvalitet vurderes ved at skille dem ad og efterse punktsvejsningen og isolerbåndet.
  7. Simuleret forbrug: I en test simuleres brug af batteriet over tid.
  8. ΔOCV-test: Med testen kaldet ”Delta Open Circuit Voltage” tjekkes der efter ændringer i den elektroniske spænding i hele produktionsforløbet – lige fra den samlede enhed med batteriet og ned til hvert enkelt batteri.

Foruden de 8 trin, der skal sikre fejlfrie batterier, implementerer Samsung også to andre sikkerhedsforanstaltninger. Alle kommende Samsung-produkter får tilføjet en klamme rundt om batterierne, som skal isolere dem fra resten af komponenterne. Derudover implementerer Samsung også nye ændringer i softwaren i form af nye algoritmer til at overvåge batteriets temperatur, strømstyrke og ladetid.

For det ikke skal være løgn har Samsung gjort endnu et tiltag. Producenten har nemlig alliereret sig med flere eksterne rådgivere i form af forskere og eksperter fra blandt andet University of Cambridge og Stanford University. De skal sørge for, at Samsung fastholder en klar og objektiv tilgang til alt, hvad der omhandler batterier.