Samsung introducerer miljøvenlig indpakning af produkter

I løbet af første halvdel af 2019 skrotter Samsung plastikindpakninger til fordel for mere miljøvenlige alternativer såsom genbrugspapir og bioplast.

Samsung introducerer miljøvenlig indpakning af produkter

Apple har i flere år gået forrest, når det kommer til miljøvenlig indpakning af produkter, og nu har Samsung også fået øjnene op for, at det ikke er en helt tosset idé at gøre en indsats for at nedbringe producentens CO2-fodaftryk på vores hårdt pressede Moder Jord.

I en pressemeddelelse oplyser den sydkoreanske producent, at Samsungs produkter vil få udskiftet deres indpakning til en mere miljøvenlig af slagsen. Det vil ske i løbet af første halvdel af 2019 og omfatte alt fra smartphones og tablets til husholdningsapparater.

Læs også: Apples nye miljømålsætning: 100% genbrug

Samsung vil overordnet skifte plastik ud med genbrugspapir/pap lavet af fibre godkendt af miljøorganisationer og bioplast. I indpakninger af mobiltelefoner, tablets og smartwatches bliver det stykke plastik, som holder produkterne, skiftet ud med en støbeform af træmasse, og plastikposer bliver skiftet ud med poser af bioplast.

Opladere fra Samsung har i dag en blank finish, men de får fremover en mat finish, og samtidig bliver de ikke længere pakket ind i plastik, hvilket skulle være med til at nedbringe mængden af plastik.

Samsung bruger i dag plastik til at beskytte husholdningsprodukter såsom tv, køleskabe, aircondition, vaskemaskiner og køkkenapparater, men de bliver fremover beskyttet med en pose af genbrugte materialer og bioplast. Sidstnævnte er lavet af materialer som stivelse eller sukkerrør.

Den sydkoreanske producent oplyser, at den har et delmål om kun at bruge certificeret papir til indpakning af produkter næste år. Inden 2030 er Samsungs mål at bruge 500.000 ton genbrugsplast og indsamle 7,5 millioner ton affaldsprodukter.