Samsung lancerer to Chromebooks optimeret til Android-apps

Samsung afslører to nye Chromebook-pc'er, der er udstyret med en stylus. De er dermed de første Chromebooks, der er optimeret til at køre Android-apps.

Samsung lancerer to Chromebooks optimeret til Android-apps

Tilbage i april måned begyndte Google at eksperimentere med understøttelse af Android-apps i ChromeOS-styresystemet, som er det, der benyttes i Chromebook-computere.

Nu lanceres en ny generation af Chromebooks, der er udviklet med henblik på at give den bedste adgang til de mange Android-apps direkte fra ChromeOS.

Læs også: Samsung Chromebook Pro med indbygget S Pen afsløret før tid

I samarbejde med Google lancerer Samsung derfor to nye Chromebook-computere kaldet Chromebook Plus og Chromebook Pro, der begge har en stylus som de første Chromebooks.

”Med Chromebook Plus og Pro går vi sammen med Google om at parre et superelegant design med fremragende fleksibilitet, der tilskynder brugere til at opleve mere med Google Play og Android-apps i Chromebooks samtidig med at give enkelthed, superprofessionel sikkerhed og nem deling med andre,” siger Alanna Cotton, underdirektør for produktmarkedsføring hos Samsung Electronics America.

Samsung Chromebook Plus Chromebook Pro
Foto: Samsung

Den medfølgende stylus er tæt på identisk med den, der er at finde i Samsungs Note-smartphones, og du har adgang til den på samme måde ved blot at give den et tryk i siden, hvor den kan skubbes ind. Spidsen på stylusen er kun 0,7 mm tynd, og med den kan du dermed slå kreativiteten løs i de mange Android-apps, der er adgang til som var det en Android-tablet eller -smartphone.

Derfor er der installeret de to apps Google Keep og Samsung ArtCanvas i computerne, så du er klar til at tage noter og tegne løs på farten.

Alle de velkendte funktioner, du kender fra ChromeOS, er fortsat at finde. Du kan derfor browse løs, downloade udvidelser og bruge dem offline helt som enhver anden Chromebook.

Samsung Chromebook Plus Chromebook Pro
Foto: Samsung

Fungerer både som bærbar pc og tablet

En anden feature, der gør Chromebook Pro og Chromebook Plus særlig velegnet til brug med Android-apps, er skærmen, som kan roteres 360 grader. Det fleksible design gør, at du kan bruge dem mere eller mindre som en tablet, da skærmen naturligvis er berøringsfølsom. I de to computere er der en opløsning på 2.400 x 1.600 pixels fordelt på 12,3” i et 3:2-format. Skærmen er samtidig beskyttet af Gorilla Glass 3.

Læs også: Samsung Galaxy S8 kan virke som en PC

Mekanikken er faktisk det eneste, der adskiller Chromebook Pro og Chromebook Plus fra hinanden. Mens de begge har 4 GB RAM og 32 GB lagerplads at gøre godt med, er det en ARM OP1-processor (2 x A72 og 4 x A53) på 2 GHz, der driver Plus-modellen, hvorimod det er en Intel Core M3 6Y30-processor på 2,2 GHz i Pro-modellen.

Chromebook Plus kan købes i februar måned for $449, mens Chromebook Pro først ventes klar i løbet af foråret. Det er endnu uvist, om de kommer til Danmark.

Sidste nyt om Tablet

Siden redaktionen kørte denne fortælling er der kommet nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. Efterfølgende d. 3/1/2017 bragte vi en sag med fokus på Lenovos ThinkPad X1 bliver slankere og vildere – Du finder den her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..