Samsung latterliggjorde Android

Det oprindelige team bag Android løb ind i en ubehagelig oplevelse i Sydkorea, inden Google slog til

Samsung latterliggjorde Android

Det startede som et operativsystem til kameraer, men manden bag Android skiftede spor, så systemet skulle køre telefoner i stedet. Det krævede dog penge at videreføre udviklingen af Android, og her vendte Andy Rubin sig først mod Samsung og ikke Google, som endte med at købe Rubins system.

Med sine syv kolleger i Android-teamet fløj Rubin i 2005 til Sydkorea, hvor de mødtes med højtstående ansatte i Samsung, for at sælge idéen bag det nu populære operativsystem, men koreanerne tog ikke imod idéen, som Rubin havde håbet.

Læs også: Android er app- udviklernes foretrukne platform

Efter Rubins fremlæggelse blev han ikke mødt af nysgerrige spørgsmål eller opmuntrende ord, men derimod komplet tavshed.

”’Du og hvilken hær skal skabe det her? Du har seks mand. Er du høj?’ er dybest set, hvad de sagde. De grinte ad os hele vejen ud af lokalet. Det skete, to uger inden vi solgte til Google,” fortæller Rubin.

Det endte trods alt lykkeligt for Andy Rubin og hans hold. Prisen for Android var 50 millioner dollars, og platformen er nu en af de mest brugte på verdens smartphones.