Samsung præsenterer ny Exynos superchip

Den sydkoreanske IT-kæmpe løfter sløret for den processor der sandsynligvis vil levere kræfter til Galaxy S7.

Samsung præsenterer ny Exynos superchip

Blækket er knapt tørt i chipproducenten Qualcomms pressemeddelelse om en ny Snapdragon 820 mobilprocessor, før Samsung svarer igen med lanceringen af en ny top-processor til mobile enheder: Exynos 8890.

Se også: Snapdragon 820 – Bare hurtigere og bedre

Den nye processor afløser Exynos 7420 processoren, som har domineret Android-landskabet i både ydelse og features, siden den debuterede i Samsungs Galaxy S6-serie i foråret.

Exynos 8890 vil fortsat være en octa-core chip, der byder på fire kraftige kerner til at løfte tunge opgaver, mens fire mindre kerner tager over når der skal værnes om strømmen.

Ydelsesmæssigt lover Samsung, at den nye chip vil levere 30% højere ydelse, samt reducere strømforbruget med 10%. Den åbner samtidig op for nye displaymuligheder, med support af 4K-skærme og Samsungs hurtigste modem til dato med Cat 13 LTE support – hvilket giver op til 600 mbps download og 150 mbps upload.

Kommer snart til Galaxy S7

Den ambitiøse processor finder med al sandsynlighed vej til Samsungs kommende S-mobiler, givetvis kaldet Galaxy S7.

Samsung oplyser, at processoren vil starte masseproduktion inden udgangen af 2015, en timning der harmonerer med en lancering af et nyt flagskib tidligt i 2016.

Læs også: Samsung Galaxy S7 kan blive lanceret allerede til januar