Samsung: Tre nye tablets på vej

Samsung har virkelig sat fokus på tablet i 2014: fire er præsenteret - tre mere på vej.

Samsung: Tre nye tablets på vej

Samsung har i den grad sat fokus på tabletprodukter i 2014. Fire nye produkter fra 8 til 12 tommer, blev der præsenteret en uge inde i det nye år. Men det er tilsyneladende ikke nok!

Samsung vil måske lancere endnu flere tablets, hvis man skal tro nyhedssiden SamMobile, der følger den koreanske producent tæt, og som oftest rammer plet i deres forudsigelser.

Seneste nyt er opsnappet via det indiske shippingsite Zauba og Bluetooth SIG, der beretter om tre nye tablets fra Samsung med modelnumrene: SM-T530, SM-T535 og SM-T531. Ifølge Zauba skulle der være tale om to tablets på 8 tommer og en på 10 tommer.

Vi ved ikke ret meget mere, men SamMobile spekulerer i, at SM-T530 og SM-T535 er varianter med Super AMOLED skærme, af de tidligere præsenterede Galaxy Tab PRO 8.4 tablets, mens SM-T531 meget vel kunne være en 10 tommer variant med Super AMOLED.

Kilde: SamMobile, Zauba, Bluetooth SIG