Samsung: Vi kan ikke mætte markedet med Galaxy S III

Samsung vælter sig i succes med Galaxy S III. Efterspørgslen er så stor, at der forventes leveringsproblemer.

Samsung: Vi kan ikke mætte markedet med Galaxy S III

Dårligt humør skal man kigge langt efter hos Samsung i disse dage. Præcis som vejret, er stemningen helt i top, i den danske Samsung-lejr.

Årsagen er Samsung Galaxy S III der når butikkerne i Danmark tirsdag den 29. maj.

 – ”Vi har oplevet forhåndsbestillinger fra forhandlere og operatører i et omfang, vi aldrig har set før. Det er så mange enheder, at hvis det hele går hen og bliver til slutkunde-salg, så er jeg en RIGTIG glad mand. Der er fanme bestilt mange,” fortæller Jens Arvad, salgschef for den danske telecom afdeling i Samsung til Mobilsiden.dk.

Konkrete tal vil Samsung ikke oplyse, kun henvise til, at kundernes forhånds-signups på produktet hos teleselskaberne er langt mere, end hvad der sælges af Galaxy S II på flere uger.

Samsung Galaxy S III
Samsung Galaxy S III. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Leveringsproblemer i vente

Samsung kan ende med at blive kvalt i deres egen succes, da hele verden efterspørger Galaxy S III, mens fabrikken allerede kører på fuld kapacitet.

– ”Vi kan ikke mætte efterspørgslen. Forsyningerne er allerede nu presset og der kommer til at gå to til tre uger, inden vi forventer at kunne følge med. Markedet lige nu virker umætteligt,” slutter Jens Arvad.

Hvis man vil være blandt de første i landet med en Galaxy S III, vil det derfor være klogt, at stå klar ved den lokale teleforretning tirsdag morgen, lyder det fra Samsung. 

Galaxy S III lander snart til test på Mobilsiden.dk. Mens du venter, kan du se vores store forhåndsgennemgang af produktet.

Dagsprisen på S III er ifølge Mobilpriser.dk omkring 4.700 kroner uden abonnement.

Læs også:
– Flere artikler om Samsung Galaxy S III

Galaxy S III ved præsentationen i London