Samsung vil slå tilbage efter Apple-knockout

Samsung vil ikke acceptere nederlaget til Apple i kopisagen. Den sydkoreanske elektronikgigant er klar til næste omgang.

Samsung vil slå tilbage efter Apple-knockout

I sidste uge afgjorde retten i San Jose, Californien, at Samsung har kopieret Apple i form af design og funktioner.

Dommen fik følgeskab af en erstatning til Apple på cirka seks milliarder kroner, men den sydkoreanske elektronikgigant har ikke tænkt sig at acceptere afgørelsen.

Ifølge business.dk vil Samsung i første omgang klage i forsøget på at få omstødt dommen. Sker det ikke, vil dommen blive appelleret til en højere retsinstans.

– “Det sidste ord er ikke sagt i denne sag,” lyder det tydelige budskab fra selskabets repræsentanter.

Samsung mener, at afgørelsen vil føre til færre valgmuligheder, mindre innovation og potentielt højere priser for forbrugerne.

– “Det er uheldigt at patentlovgivning kan blive manipuleret til at give én virksomhed et monopol over rektangulære former med rundede hjørner – eller teknologi, der dagligt bliver forbedret af Samsung eller andre virksomheder,” lyder det videre.

Efter dommen vil Apple forsøge at forhindre Samsung i at sælge en række produkter i USA. Høringen omkring dette er fastsat til den 20. september.