Scor.dk og Lapfire.dk: Skepsis overfor mobilerotik via sms-betaling

Både Scor.dk og Lapfire.dk er skeptiske overfor teleselskabernes 16xx-nummer, der kan bruges til køb af voksenindhold. Lapfire.dk kalder det old school, mens Scor.dk langer ud og kalder teleselskaberne dobbeltmoralske.

Scor.dk og Lapfire.dk: Skepsis overfor mobilerotik via sms-betaling

Sonofon, Telia og TDC har nu meldt ud, at der snart åbnes for voksennummer-serien 16xx. I praksis betyder det, der kan sælges overtakseret mobilindhold, med voksne som målgruppe.

Scor.dk brugte tidligere overtakserede beskeder, men blev sammen med kollegaer i branchen, lukket ned, under henvisning til at indholdet var upassende. Hos Scor.dk måtte man ikke engang sende en uskyldig besked om ny post i ens profil, hvilket selskabets direktør dengang var meget forarget over.

Selskabernes melding om åbning for voksenindhold, får dog ikke Scor.dk’s direktør Lars Castenlund til at juble.
– "Hvorfor tog de ikke tyren ved hornene i 2006? De kunne bare have åbnet for serien, da sagen var oppe sidste gang".

Han mener selskaberne i højeste grad lider af dobbeltmoral.
– "Os ville de ikke forhandle med. Men nu har de opdaget der er penge i den erotiske branche, og den kagedåse vil de have poterne ned i. Jeg synes det er dobbeltmoralsk af den store pose", siger Castenlund til Mobilsiden.dk

Uinteressant at genoptage sms-service

Brugere af Scor.dk skal ikke forvente overtakserede beskeder bliver genoptaget. Datingsiden har nemlig fundet en anden måde, at servicere deres brugere på.

– "QuickScor køres nu via Dankort-betaling. Det har skabt en vækst i brugen på 300-400 procent. Vi tjener også flere penge, da vi ikke længere skal dele med teleselskaberne", siger Scor.dk-direktøren.

Han holder dog en dør på klem.
– "Er prisen og fordelingen rigtig vil vi se på muligheden igen", slutter han. Teleselskaberne er kendt for at tage en meget stor andel af fortjenesten på overtakserede sms-beskeder.

Lapfire.dk: Vi er skeptiske overfor 16xx

I lighed med Scor.dk har andre udbydere fundet alternativer til sms.

På eksempelvis Lapfire.dk kan mobilbrugerne købe erotik og porno direkte til mobilen. Sms-betaling er udskiftet med Dankort. På den måde, slipper Lapfire.dk helt uden om problemer med teleselskabernes regler.

Direktør Sidsel Nielsen siger til Mobilsiden.dk, at hun ikke giver noget for selskabernes udmelding om 16xx-serien.
– "Det handler jo ikke om, at de ‘endelig’ har fundet en holdbar løsning. Det er jo ikke rocket science, at sende et brev og pinkode til folk".

Hun mener det mere handler om, at erotik og porno er en varm kartoffel for teleselskaberne.

Lapfire.dk er skeptiske omkring prissætningen på brug af 16xx-serien.
– "De vil sikker have flere hundrede tusinde for at åbne adgangen, og så tager de sikkert 60-80 procent af indtægten. Derfor mener vi ikke 16xx er interessant", er meldingen fra Sidsel Nielsen.

I øvrigt mener Lapfire.dk-direktøren at sms er total "old school" og at det mobile internet er fremtiden.

16xx måske ingen succes

Det er indtil videre kun Sonofon, TDC og Telia der er med på 16xx. Teleselskabet 3 har deres egen erotiske portal, forbeholdt egne kunder, og har derfor ingen aktuelle planer om, at åbne for den erotiske nummerserie.

16xx-serien risikerer altså at lide under samme problemer, som overtakserede-services gjorde i starten, nemlig at ikke alle mobilkunder kan benytte dem. På den måde, bliver det vanskeligt for indholdsudbydere at skrue fornuftige tjenester sammen, da der hele tiden skal tage forbehold for, at ikke alle kan være med.