Selvudnævnt iPhone-dræber lagt i graven

Dette er smartphonen, der overgår både iPhone og Android-mobiler, lød meldingen fra udviklerne bag den såkaldte First Else. Den kommer dog aldrig på markedet.

Selvudnævnt iPhone-dræber lagt i graven

For syv måneder siden blev en ny smartphone ved navn First Else annonceret, som mobiltelefonen der ville stjæle billedet fra iPhone og Android – nu er mobilen død i værkstedet.

Ifølge Engadget.com har firmaet Emblaze, der står bag First Else, således besluttet at stoppe arbejdet på den selvudnævnte iPhone-killer.

Til gengæld vil videreudviklingen af telefonens brugerflade – det såkaldte sPlay – køre videre, så det måske kan fange andre mobilproducenters interesse.

‘sPlay’ adskiller sig fra eksempelvis Windows Mobile og Android ved, at telefonens funktioner breder sig ud i en vifte af faner fra højre side af skærmen. Når man vil bevæge sig rundt mellem disse faner, skal man holde fingeren nede på skærmen og lade den glide rundt. Når man slipper, er den ønskede funktion blevet valgt.

Du kan læse mere om First Else på Mobilsiden.dk ved at klikke her.