Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Skærmbeskyttere giver skjulte fingeraftrykslæsere problemer

Skærmbeskyttere giver skjulte fingeraftrykslæsere problemer

I løbet af 2018 kommer smartphones med fingeraftrykslæsere skjult i skærmene. Skærmbeskyttere kan dog få scanneren til ikke at virke ordentligt.

En af årets helt store trends ser ud til at blive fingeraftrykslæsere, der er indbygget i skærmen, så de ikke optager unødvendig plads på fronten. Det giver dog et problem for dem, som gerne vil beskytte deres mobilskærme med en skærmbeskytter i form af tynde plastik eller glas, der monteres oven på skærmen.

Nogle skærmbeskyttere er nemlig for tykke til, at de nye fingeraftrykslæsere i skærmene kan trænge igennem det ekstra lag. Det kan altså betyde, at fingeraftrykslæseren enten er længere tid om at scanne dine fingeraftryk eller at det slet ikke kan lade sig gøre.

Læs også: Så kom den: den første mobil med usynlig fingerscanner

Det er den kinesiske producent vivo, der oplyser om problemet med den nye type fingeraftrykslæser, som netop er blevet lanceret i modellen X20 Plus UD. Telefonen er kommet til salg i hjemlandet Kina og ligner fuldstændig den normale X20 Plus. Den eneste forskel er altså, at fingeraftrykslæseren er flyttet væk fra bagsiden og ind under skærmpanelet.

Løsningen er tynd folie på skærmen

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvor tyk en skærmbeskytter skal være, før den giver problemer med scanningen af fingeraftryk. I hvert fald fremgår det, at den optiske scanner maks. kan scanne igennem glas med en tykkelse på 0,68 mm, så glassets tykkelse spiller altså også ind på, hvor tyk skærmbeskytteren kan være, før det giver problemer.

For at undgå problemer er vivos nye smartphone, X20 Plus UD, lanceret med et tyndt stykke folie i stedet for en traditionel skærmbeskytter. Det er umiddelbart ikke noget, som man selv kan udskifte på samme måde som en skærmbeskytter. Det kan altså betyde, at man skal forbi et serviceret værksted eller lignende for at få eftermonteret ekstra beskyttelse af kommende smartphones med de nye fingeraftrykslæsere.

Læs også: Samsung får patent på fingeraftrykslæser indbygget i skærmen

Vivo benytter en fingeraftrykslæser fra firmaet Synaptics. Det er endnu uvist, om den lignende optiske fingeraftrykslæser fra Qualcomm har samme problem med at trænge igennem for tykke materialer. Også Samsung ventes at være klar med en løsning, som ventes at få debut i Galaxy Note 9 til efteråret.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies