Skærpet straf på vej for mobilbrug i trafikken

Det skal koste et klip i kørekortet at bruge telefonen mens du kører i bil, mener regeringen og Dansk Folkeparti.

Skærpet straf på vej for mobilbrug i trafikken

Bliver du taget i at tale eller bruge mobilen mens du kører, kan det i fremtiden koste mere end en bøde fra politiets side. Det skriver dr.dk.

Både regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at skærpe straffen for brug af mobil og anden elektronik i bilen. Ud over den eksisterende bøde på 1.500 kroner, vil trafiksynderne takseres med et klip i kørekortet.

”Det er en stor og effektiv strafskærpelse. Det er min klare fornemmelse, at folk har en større respekt for det der klip i kørekortet. For de ved, at hvis man får tre klip, så risikerer man altså at miste sit kørekort”, siger transportminister Ole Birk Olesen.

Det vil fortsat være lovligt at benytte sig af håndfrie mobilinstallationer i bilen.

Læs også:  Pas på i Tyskland: skærpet straf for mobilbrug i bilen

Tre gange Facebook i bilen = frakendt kørekort

Med de nye regler kan brug af mobilen udmønte sig i en betinget frakendelse af kørekortet. Får du tre klip i kørekortet i løbet af et år, vil du skulle op til både en teori- og køreprøve før bilen kan benyttes igen.

Den skærpede straf vil ifølge Ole Birk Olesen sikre at de danske bilister fremover vil fravælge mobilen under kørsel. En praksis som han mener, er meget stort problem for trafikssikkerheden.

”En undersøgelse fra DTU viser, at der er 12 gange større risiko for at ende i en ulykke, hvis man indtaster et telefonnummer, mens man kører, og der er seks gange større risiko for ulykke, hvis man sms’er, mens man kører, siger transportministeren.

Se også:  Telia Sense Car: Slet ikke smart nok [TEST]

Færre forseelser de seneste to år

Mens straffen for mobilbrug i bilen bliver skærpet, bliver stadigt færre bilister sigtet for brug af håndholdt mobil under kørsel.

Tal fra rigspolitiet indikerer, at der i 2015 blev rejst 41.543 sigtelser for forseelsen mens der i 2017 var under det halve: i alt 19.926 sigtelser.

Rigspolitiet peger her på flere forklaringer bag faldet. Et øget fokus på brugen af håndholdt mobil har haft en effekt, mens der samtidig er stadigt flere biler i trafikken med indbygget bluetooth-teknologi til bl.a. håndfri brug af mobilen.