Slår NFC nogensinde igennem?

Teknologien NFC der blandt andet kan anvendes til mobile betalinger, står i stampe. Det store gennembrud mangler.

Slår NFC nogensinde igennem?

NFC (Near Field Communication) er ifølge mange spådomme den teknologi, der kan gøre markedet for betaling med mobiltelefonen, folkeligt udbredt.

Teknikken der gør det muligt, blot at holde mobilen op til en aflæser, hvorefter en betaling kan gennemføres, hænger dog stadig i bremsen. Det skriver Computerworld.dk.

Analytiker John Devlin fra ABI Research har ikke specielt høje forventninger til, at der kommer nye mobiler med NFC væltende ud fra Mobile World Congress (MWC), der starter mandag den 27. februar 2012 i Barcelona.

Næppe over 10 produkter, præsenteret på MWC, vil have NFC, lyder det i hans blogindlæg.

Forklaringen er ifølge John Devlin, at teleindustrien stadig leder efter holdbare forretningsmodeller, før de vil investere i NFC.

Teleselskaberne i Danmark blev for otte måneder siden enige om en fælles standard, der åbner for mobilbetaling via NFC. Men selvom visionerne var store, har vi fortsat ikke set et kommercielt produkt.