Slut med kæmperegninger for Odenses politikere

Efter episoder med mobilregninger på mange hundrede tusinde kroner har Odense nu sat et loft på mobilregningerne

Slut med kæmperegninger for Odenses politikere

De 5 fuldtidsansatte politikere i Odense Kommune får fremover et loft på 25.000 kroner om året på mobilregningen som reaktion på store regninger kommunen tidligere er løbet ind i. Tidligere har borgmester Anker Boye brugt en kvart million kroner på kommunens regning på sin mobil.

Læs også: Borgmester surfer for 41.000 efter regning på kvart million

Det skriver Fyens Stiftstidende, som samtidig fortæller, at regningen på den kvarte million blev forhandlet med TDC, således beløbet kom ned på 125.000 kroner. Den regning betalte Anker Boye selv af egen lomme.

Det er de store regninger for roaming og udlandstelefoni, der har fået politikerne til at reagere. Ligesom tidligere skal politikerne godkende forbruget, når de har brugt for 450 kroner, men der indføres et kvartalsmæssigt loft, som kun kan brydes af strategi- og kommunikationschefen på borgmesterkontoret.

Læs også: Dato for europæisk roaming-aftale fjernet fra nyt udkast

Byrådet var fuldt ud enige i beslutningen om det nye regelsæt, og det ser ud til, at politikerne i kommunen holder sig inden for rammerne.

Avisen skriver, at det højeste forbrug i juli-kvartalet var på 2804 kroner, hvilket er langt under de nye grænser.