SMS en duft

Teknologisk banebrydende eller vanvittigt meningsløst. Du kan nu sende dufte via sms

SMS en duft

Og allerede her stopper vi de hurtigste egern i skoven blandt vores læsere. For nej, ligesom der ikke findes en app, der gør din iPhone vandtæt eller omdanner din skærm til en kogeplade, så kan din smartphone ikke udsende andre dufte, end dem dine fingre eller meget alternative opbevaringssteder har efterladt på den.

Til gengæld kan din smartphone forbindes til OPHONE, hvilket er en duftcylinder, som på nuværende tidspunkt kan udsende op til 320 dufte.

For ligesom at få lidt perspektiv i galskaben, så er OPHONE skabt af Havardprofessor David Edwards og et par studerende. Til dagligt forsker han blandt andet i smags- og duftopfattelse.

Ved siden af stiftede han tilbage i 2007 Le Laboratorie, som er et center for design og samtidskunst. Og efter små syv år og 16 eksperimenter på bagen, har Le Laboratorie nu udvekslet kaffedufte med kagearoma via sms…
Dette er sket fra London til Paris, hvor man kunne sende forskellige kaffekompositioner, hvorefter man fik duften fra kageoplevelser retur.

OPHONE er en cylinder som er placeret på en base med en række kemikalier. Via Bluetooth er OPHONE forbundet til din telefon, og en indbygget chip styrer dosering og sammensætning af aromaerne.

Selve apparatet er indtil videre en prototype og kan derfor ikke fås i handlen, ligesom det dybere og mere praktisk anvendelige formål mangler med opfindelsen. Edwards har dog et par bud i nedenstående video, hvor projektet forklares grundigt.