Sonofon stjal M1’s telefonnummer

I tre dage har M1's kundeservice været i sort, da Sonofon ved et uheld stjal deres telefonnummer.

Sonofon stjal M1’s telefonnummer

Kunderne hos M1 har ikke kunne kontakte teleselskabet, fordi Sonofon kaprede deres kundeservice-telefonnummer, der siden søndag aften har været ude af drift.

– “Jeg føler mig, som et gidsel taget af en somalisk pirat. Jeg vil nu sætte mig og regne på, hvilke økonomiske konsekvenser det har haft, at kunderne i næsten tre dage, ikke har kunne kontakte os”, siger Mads Peter Veiby, direktør i M1 til Mobilsiden.dk

Han vil nu overveje om nogle i Sonofon, skal have et girokort fremfor julekort i december måned.

Uheldig flytning
Problemet opstod, da Sonofon skulle flytte godt 40.000 telefonnummre fra Tele2. Uheldigvis var M1’s nummer imellem, hvilket betød kunderne fik treklangstone, når de forsøgte, at kontakte selskabet.

Sonofon er ikke stolt af situationen, der ikke er opstået med vilje.
 – “Vi beklager meget, at det er sket. Siden vi opdagede problemet har vi arbejdet målrettet på, at løse det”, siger pressechef Peter Glüsing.

Eventuelle økonomiske krav mod Sonofon vil selskabet ikke umiddelbart forholde sig konkret til.
 – “Det må vi tage hen af vejen”, slutter Peter Glüsing.