Sony: Derfor har vi fjernet jack-porten i Xperia XZ2

For et år siden sagde Sony, at man ikke ville fjerne jack-porten. Med lanceringen af Xperia XZ2 forsvandt porten så alligevel. Nu forklarer Sony hvorfor.

Sony: Derfor har vi fjernet jack-porten i Xperia XZ2

De seneste år har flere og flere smartphoneproducenter valgt at skrotte den analoge 3,5 mm port til tilslutning af jackstik for i stedet at anvende den digitale ladeport, der giver flere muligheder – men samtidig gør livet lidt sværere for forbrugerne.

Læs også: Sony fjerner ikke jackstikket lige foreløbig

Med lanceringen af topmodellerne Xperia XZ2 og XZ2 Compact for tre uger siden meldte Sony sig ind i den efterhånden store klub af smartphoneproducenter, som har valgt at fjerne porten til jackstik. Det er på trods af, at Sony i januar 2017 meldte klart og tydeligt ud, at man ikke havde i sinde at fjerne porten lige foreløbig, ligesom Apple, Motorola og HTC havde gjort på daværende tidspunkt.

Denne adapter skal du bruge med Xperia XZ2 og XZ2 Compact sammen sammen med dit eksisterende lydtilbehør.

Sony må altså siges at have ændret holdning ret hurtigt og har muligvis lidt af et forklaringsproblem i forhold til sidste års udtalelse.

I starten af marts arrangerede Sony en Q&A på Twitter. I et blogindlæg har producenten samlet alle svarene på brugernes spørgsmål, og her har producenten blandt andet svaret på, hvorfor man har valgt at sløjfe porten i de nye topmodeller.

”Dette er en del af skiftet mod vores nye ”Ambient Flow”-designsprog. For at skabe det smukke, simple design har vores designere været nødt til at fjerne porten til jackstik. Vi er også klar over den store markedstendens mod trådløse hovedtelefoner frem for kablede hovedtelefoner,” oplyser Sony.

Læs også: Sony XZ2 og XZ2 Compact hands-on: Giver et godt indtryk

En konsekvens af den manglende port er, at du derfor må have en adapter med dig, hvis du vil bruge traditionelle, analoge øretelefoner og hovedtelefoner med din nyindkøbte Xperia XZ2 eller XZ2 Compact. I den ene ende af adapteren er der USB-C, og i den anden ende er der både 3,5 mm jack og USB-C, så du kan lade telefonen op samtidig med, at du har lydtilbehør tilsluttet telefonen.