Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Sony: Disse 9 smartphones får Android 9 Pie

Sony: Disse 9 smartphones får Android 9 Pie

Sony har nu meldt ud, hvilke smartphones der bliver opdateret til den nyeste Android-version Pie. De første modeller får opdateringen i november.

Foto: Google

Dette års udrulning af Android 9 Pie - den seneste Android-version - kommer til at gå noget hurtigere end de seneste år. Firmaet Essential udrullede Pie samme dag som Google, og siden da har flere producenter meldt ud, hvilke modeller der modtager Android 9 Pie.

Senest har Sony oplyst i et blogindlæg om dets planer med Android 9 Pie. Sony oplyser, at det indtil videre er i alt ni Sony-modeller, som får Android 9 Pie i de kommende måneder. Det er, ikke overraskende, topmodellerne, som først får opdateringen. Ifølge Sony kan ejere af de følgende seks Sony-topmodeller forvente at modtage Android 9 Pie fra og med november måned:

  • Xperia XZ Premium
  • Xperia XZ1
  • Xperia XZ1 Compact
  • Xperia XZ2
  • Xperia XZ2 Compact
  • Xperia XZ2 Premium
Det er altså kun topmodeller, som er lanceret inden for de seneste 14 måneder, som bliver opgraderet til Pie. Omvendt har Xperia XZ og XZ Compact, som er to år gamle, allerede fået to store softwareopdateringer (Nougat og Oreo), hvilket fortsat er normalen, når det kommer til Android-topmodeller. Sony havde med andre ord muligheden for at overraske positivt ved at give de to fortsat relative nye topmodeller en tredje opdatering, men greb ikke chancen.

Foruden de seks topmodeller er Sony også klar med Android 9 Pie til tre modeller i mellemklassen. Sony oplyser, at de først begynder at modtage Pie-opdateringen i starten af 2019. Det drejer sig om følgende tre modeller:
  • XA2
  • XA2 Plus
  • XA2 Ultra

Android-opdateringer er komplicerede og tidskrævende

I blogindlægget har Sony også taget sig tid til at beskrive, hvilken proces en Android-opdatering gennemgår fra Google udgiver softwaren og til den lander som en opdatering til Sonys smartphones. Sony har derfor lavet en infografik (se nederst i artiklen), som beskriver de i alt 11 trin, som en opdatering gennemgår:

  1. Platform Development Kit: Nogle uger før Googles udgivelse af en ny Android-version sender Google det såkaldte Platform Development Kit (PDK) til Sony, som består af filer, som gør det muligt for Sony allerede nu at begynde at udvikle, optimere og teste.
  2. Grundstene bygges: Når Google udgiver en Android-version, modtager Sony den og implementerer softwaren i deres egne udviklingssystemer.
  3. HAL: Hardware Abstraction Layer er et lag i kildekoden, som har til formål at få alle chips og processorer til at snakke sammen med Android 9 Pie.
  4. Grundlæggende funktioner: Nu testes de mest grundlæggende funktioner, som skal virke i en smartphone: opkald, beskeder og internetforbindelse.
  5. Sonys tilpasning: Derefter skal Sonys egen tilpasning oven på Android tilføjes. Det omfatter ting som ændringer af låseskærmen, apps som Kontakter, Musik, Film, Album, Kamera, E-mail og funktioner som Smart Stamina, Xperia Assist.
  6. Intern test: Så er det tid til at teste softwareopdateringen. I første omgang testes softwaren kun internt hos Sony, som kan give feedback på de mest alvorlige fejl og mangler.
  7. Ekstern test: Sony tester også softwaren hos personer uden for Sony selv, hvor der fokuseres på stabilitet og strømforbrug. Når softwaren virker som ønsket, sendes den til godkendelse.
  8. Godkendelse: Her skal Sony sikre sig, at teknologier som Bluetooth og Wi-Fi lever op til de krav, der er fra de respektive organisationer bag teknologierne.
  9. Godkendelse hos teleselskaber: På dette trin modtager teleselskaber, som kræver det, softwaren, så de kan godkende operatørspecifikke funktioner. Det er eksempelvis funktioner som VoLTE og Wi-Fi-opkald.
  10. Udgivelse: Nu kan softwaren endelig rulles ud til slutbrugerne.
  11. Hold øje med fejl: I den efterfølgende tid holder Sony nøje øje med brugernes feedback på sociale medier og Sonys egne forum. Feedbacken bruges til kommende opdateringer.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies