Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Sony lancerer Xperia XZ2 Premium med dualkamera og 4K HDR-skærm

Sony lancerer Xperia XZ2 Premium med dualkamera og 4K HDR-skærm

Sony har løftet sløret for det nyeste flagskib, Xperia XZ2 Premium, som er Sonys første mobil med et dualkamera, der brillerer i ekstrem lav belysning.

Foto: Sony

Sony har her til morgen afsløret det nyeste flagskib: Xperia XZ2 Premium, som er en opgraderet udgave af Xperia XZ2 og XZ2 Compact.

Læs også: Sony Xperia XZ2 - En ny start [TEST]

Her har Sony fundet det bedste af det bedste frem, og det er blevet til en topmodel, der forsøger at udfordre konkurrenterne på kamerafronten.

Foto: Sony

5,8" 4K HDR-skærm

Den nye Xperia XZ2 Premium har en 5,8”, som er en lille smule større end i Xperia XZ2 med 5,7”. Opløsningen er dog meget mere end ”en lille smule større”. Den er nærmere bestemt fire gange højere. Der er nemlig en 4K-skærm på 3.840 x 2.160 pixels at finde ligesom i Xperia XZ Premium fra februar 2017.

Ud over den høje skærmopløsning understøtter skærmen i Xperia XZ2 Premium også HDR, som bringer flere detaljer frem og har en højere kontrast end skærme, der ikke lever op til kravene for HDR.

Foto: Sony

Første Sony-mobil med dualkamera

Det er dog langt fra skærmen, som er hovednyheden i den nye Xperia XZ2 Premium. Det er derimod kameraet – eller kameraerne. Der er nemlig to bagkameraer, hvilket er første gang, vi ser dette i en Sony-smartphone. Dualkameraer er dog ikke noget særligt i en tid, hvor Huawei har lanceret P20 Pro med hele tre bagkameraer.

Det særlige ved Sonys kamerasystem er derimod, at det har verdens højeste filmfølsomhed i en smartphone i form af en ISO-værdi på 12800, og ved fotos kan kamerasystemet anvende helt op til ISO 51200. Høje ISO-værdier er normalt forbundet med meget støj på billeder og i videoer, men Sony påstår, at en ny AUBE-processor til at smelte informationerne sammen fra de to sensorer er i stand til at indsamle større mængder lys, end det menneskelige øje kan se.

Foto: Sony

Sony gør et stort nummer ud af det nye kamerasetup og oplyser selv, at et setup ligesom dette i Xperia XZ2 er ”hidtil uset”. Det bliver derfor interessant at se, om Huawei P20 Pro, som netop brillerer ved fotografering i mørke, får konkurrence af Xperia XZ2 Premium.

Selve teknikken består af en primær 19 megapixel ”Motion Eye”-sensor, som måler 1/ 2.3” (1,1 cm) og tager billeder med pixels, der måler 1,22 μm. Selve linsen har en blænde f/1.8. Den anden og sekundære sensor er en monokrom sensor – det vil sige, at den tager billeder i sort og hvid. Den har samme størrelse, men en opløsning på 12 megapixel. Hver pixel måler dermed 1,55 μm, og linsen har en blænde på f/1.6.

Foran sidder der et 13 megapixel Exmor RS-sensor med en blænde på f/2.0.

Foto: Sony

Af hardware byder Xperia XZ2 Premium på en Snapdragon 845-processor, som er den seneste fra Qualcomm. Dertil er der 6 GB RAM og 64 GB RAM, og der kan dertil suppleres med op til 400 GB ekstra lagerplads med et eksternt microSD-kort.

Dertil byder Xperia XZ2 Premium på Qualcomm Quick Charge 3.0-hurtigopladning, og ligesom i XZ2 og XZ2 Compact er der trådløs opladning med Qi-standarden.

Sony Xperia XZ2 Premium: Pris og tilgængelighed

Sony har indtil videre været sparsomme med oplysninger om pris og tilgængelighed på det nye flagskib. I et blogindlæg oplyser Sony, at Xperia XZ2 Premium bliver globalt tilgængelig denne sommer, men en nærmere dato er endnu ikke meldt ud. Der er ligeså ingen priser på telefonen endnu.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies