Sony Xperia X døjer med varmeproblemer

Lige som sidste års Sony Xperia Z3+ overopheder den nye Xperia X og ender med at lukke kameraet ned efter få minutter.

Sony Xperia X døjer med varmeproblemer

Varmeproblemer var et varmt emne sidste år med de mange topmodeller, der overophedede på grund af Snapdragon 810-processoren fra Qualcomm. En af de ramte topmodeller var Sony Xperia Z3+, der efter kun få minutters videooptagelse blev så varm, at kameraet automatisk blev lukket ned.

Læs også: Sony Xperia Z3+ ramt af varmeproblemer

Problemet burde menes at være løst for længe siden, men det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet. Sony Xperia X, som netop er landet i de danske butikker, døjer nemlig også med præcis de samme problemer. Det illustreres tydeligt i en ny YouTube-video, hvor Xperia X er sat op side om side med Samsung Galaxy S7.

I videoen begynder de to telefoner at optage i Full HD med 60 billeder i sekundet samtidig, og allerede efter under 4 minutter rammer de første problemer Sony Xperia X. Nogle funktioner såsom ansigtsregistrering og objektsporing er nu deaktiveret for at begrænse varmeudledningen, lige som skærmens lysstyrke er skruet markant ned.

Lige knap 9 minutter. Så lidt tid skulle der gå, før softwaren bukkede under af varmeudledningen fra den ydelsesmæssigt middelmådige Snapdragon 650-processor. Beskeden her lyder: ”Kamera vil nu slukke midlertidigt for at køle af”.

Læs også: Video: Så hurtigt overopheder Sony Xperia Z3+

I løbet af de 9 minutter, som Xperia X klarede at optage video i, ses det også tydeligt, hvordan varmen påvirker den, da hele billedet hakker utroligt meget, mens Galaxy S7 klarer samme opgave uden det mindste brok. Utroligt nok ligger begge telefoner med en ydre temperatur på omkring 40 grader, så hvordan processoren kan påvirke ydeevnen så voldsomt, er lidt af en gåde.

Sidste år reagerede Sony på kritikken ved at udsende en softwareopdatering, der skruede ned for processorens ydeevne, sådan at den ikke kunne udlede nær så meget varme. Mens opdateringen godt nok fik telefonen til at kunne optage i lidt længere tid, blev problemet aldrig rettet endegyldigt. Om samme historie kommer til at gentage sig i år, vil blot tiden vise.