Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Spotify arbejder på lille streamingenhed til bilen

Spotify arbejder på lille streamingenhed til bilen

Den svenske streamingtjeneste Spotify løfter formentlig sløret for dets første hardwareprodukt: en lille gadget til bilen, som kan streame musik.

Foto: Reddit.com (FlexinFiesta)

I efterhånden nogle år har Spotify promoveret højttalere fra andre producenter, som understøtter Spotify Connect - det vil sige muligheden for, at de kan snakke sammen med Spotify på telefonen, computeren og andre steder.

Læs også: Ny Spotify feature på vej: stemmebaseret styring

Meget tyder dog på, at Spotify også selv vil begynde at lave lignende produkter. For to måneder siden begyndte spekulationerne om, hvorvidt Spotify vil begynde at lave sin egen højttaler, da firmaet rekrutterede personer til at stå for hardwareprodukter, logistik og kundeservice.

Denne skærm blev enkelte Spotify-brugere mødt af i februar måned.
Denne skærm blev enkelte Spotify-brugere mødt af i februar måned.
Foto: Reddit.com (FlexinFiesta)

Lille gadget på størrelse med en Chromecast

Der ser dog ikke ud til at være tale om en højttaler, men i stedet en lille enhed til bilen, som sørger for at streame musik til bilen. Flere brugere på hjemmesiden Reddit er nemlig blevet mødt med en hidtil ukendt skærm i Spotify-appen, der viser et nyt produkt og en ny type abonnement.

At dømme ud fra billedet er der tale om en lille gadget på størrelse med en Chromecast, som monteres på bilens instrumentbræt eller på luftkanalen. Selve enheden er koblet på sin egen 4G-forbindelse, så den altid kan streame musik selv uden en telefon i nærheden.

Den må formodes at have Bluetooth indbygget, så den kan afspille musikken på bilens anlæg. Hvordan den så virker med ældre biler eller bilradioer, der ikke har Bluetooth indbygget, vides ikke. Ligeså er det også uklart, hvordan den får strøm. Enten skal den lades op andetsteds, eller også kan den kobles direkte til bilens 12V-strømkilde.

Læs også: Spotify igangsætter utraditionel børsnotering

På billedet fra Spotify ses det, at enheden har en form for skærm - formentlig en LCD-skærm, der kun kan vise hvide farver. Her ses sangen eller playlistens titel og kunstneren bag. Rundt om enheden lyser en tynd streg også grøn. På venstre side af enheden ses to fysiske knapper til at styre musikken.

Musikken kan dog også styres med stemmen, som det ses på billedet. Ifølge en af de brugere, som har fået den tidlige reklame i appen, virker enheden sammen med Amazons assistent, Alexa. Spotify har selv forklaret, at nogle brugere af Spotify modtog reklamen på grund af en test. Det kan forklare, at der fremgår forskellige priser. Nogle har fået oplyst, at et abonnement med Spotify inklusiv streamingenheden koster 12,99 dollars om måneden mod de normale 9,99 dollars om måneden. Andre har fået prisen 14,99 dollars oplyst.

Med udgangspunkt i prisforskellen mellem USA og Danmark for det normale abonnement vil henholdsvis 12,99 og 14,99 dollars svare til omkring 130-150 kroner om måneden, og så binder mig sig i et år for at betale produktet ud.

Alle de nærmere detaljer om Spotifys mystiske produkt bliver vi med al sandsynlighed meget klogere på inden længe, da Spotify har meldt ud, at man vil annoncere noget nyt den 24. april i New York.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies