Surface-brugere klager over ubrugelig Wi-Fi-forbindelse

Microsofts Surface-tablet har problemer med at holde forbindelsen via Wi-Fi. Softwaregiganten lover at kigge nærmere på problemet.

Surface-brugere klager over ubrugelig Wi-Fi-forbindelse

Det er en større udfordring at komme på nettet via Wi-Fi med Microsofts nye Surface-tablet, da den ikke kan holde forbindelsen til netværket.

Sådan lyder meldingen fra forundrede Surface-kunder i en tråd på Microsofts supportforum, skriver Computerworld.dk.

Salget af Surface blev skudt i gang i slutningen af oktober, og de første klager over Wi-Fi-forbindelsen dukkede op blot få dage senere.

Flere brugere har forsøgt at genstarte eller slå flytilstand til og fra, men ifølge meldingerne giver det kun et kortvarigt fix, inden forbindelsen igen er begrænset.

Microsoft har ikke ønsket at kommentere sagen, men en af firmaets medarbejdere har tidligere skrevet i tråden, at de “er opmærksomme på problemet og er i gang med at finde årsagen.”

Det drejer sig sandsynligvis om et softwareproblem, som kan rettes med en opdatering, lyder vurderingen fra Zeus Kerravala, stifter af og chefanalytiker hos ZK Research.

– “Det er det, Microsoft gør: Lapper tingene,” siger Kerravala ifølge computerworld.dk. “Det er jeg sikker på, de vil gøre.”