Tablets gør deres indtog i NFL

En del af Microsofts aftale med NFL-ligaen betyder, at alle hold vil have Microsofts tablets med sig på sidelinjen

Tablets gør deres indtog i NFL

Der er mange penge og meget eksponering i amerikansk fodbold, og derfor har Microsoft indgået en aftale med NFL, den største amerikanske liga, som blandt andet betyder, at alle hold vil få 13 Surface Pro 2-tablets på sidelinjen under kampene for at prøve teknologien af.

Der er tale om nogle specielle eksemplarer af Surface Pro 2, der kun kan vise billeder, som holdenes fotografer tager umiddelbart før og efter bolden sættes i gang. Dette skete tidligere ved sort/hvid-billeder, som først skulle printes, før de kunne blive gennemset og analyseret af trænere og spillere.

Læs også: Microsoft skrotter Surface Mini

Nu kan de sendes trådløst til holdenes tablets, der dog har fået kameraerne blokeret for at undgå snyd, og derved kan holdene starte analysen af modstanderen markant tidligere.

Det er ligaens hovedkontor, der opbevarer disse tablets, så ingen har mulighed for at pille ved softwaren. Desuden er de indpakket i et tykt cover, så de kan modstå elementernes rasen, der er en del af sporten.

Læs også: Her er Microsofts Surface Pro 3

Første gang Microsofts tablets var i brug ved sidelinjen var i den første opvarmningskamp natten til mandag som New York Giants vandt med 17-13 over Buffalo Bills.