Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   TDC lukker Plenti - bliver en del af Telmore

TDC lukker Plenti - bliver en del af Telmore

TDC Group flytter Plenti-kunderne over til selskabets andet datterselskab, Telmore.

Foto: plenti.dk

Efter i en tid at have markeret sig med særlige tilbud med blandt andet fri data og unikke underholdningstilbud, er teleselskabet Plenti og deres særlige abonnementer snart ikke mere. Den 18. marts lukker Plenti.

TDC Group oplyser i en pressemeddelelse, at Plenti-kunder fremover vil ryge under et andet af selskabets teleselskaber, Telmore. Skiftet kommer i kølvandet på TDC Groups opkøb af Plenti i september 2017.

Se også:  TDC Goup opkøber Plenti

Med skiftet vil Plenti-kunder skulle opgive de underholdningsprodukter der kendetegnede Plenti såsom Tivoli-adgang og en stribe underholdning fra Ekstra Bladet, Berlingske og Politiken Books. I stedet vil TDC tilbyde underholdning igennem Telmores musikstreamingtjeneste, Telmore Music, samt Bookmate, der erstatter Politiken Books.

”Plenti-kunderne fortsætter med samme mobilabonnement som i dag både i forhold til tale, data og pris, men det giver god mening at ændre lidt i underholdningsprodukterne. Vi kan se på både forbrug, brugerundersøgelser og kundefeedback, at vores musiktjeneste er er den mest populære og brugte tjeneste, og derfor bliver Telmore Musik nu også en del af Plenti-kundernes underholdningspakker,” siger Telmores direktør, Jens Grønlund.

Efter Plenti-opkøbet, blev flere af selskabets unikke produkter pillet fra hylden, hvor blandt andet flere af pakkerne med fri data udgik af sortimentet. Med ejerskiftet oplevede de fleste Plenti-kunder en opgradering af netværkets kvalitet, med et skift fra 3’s til TDC’s netværk. TDC’s netværk har igennem en årrække markeret sig som værende det bedste i Danmark.

Netop skiftet til det stærke TDC netværk, kan være en af forklaringerne bag TDC’s beslutning om at sluse Plenti-kunderne til Telmore.

”Mange af Plentis kunder er storforbrugere af underholdning, og efter skiftet til TDC Groups netværk er dataforbruget i gennemsnit steget næsten 40 pct. Vi havde bestemt forventet, at forbruget ville stige, men at det er sket så hurtigt og så meget, er vi selvfølgelig glade for, da det betyder, at kunderne allerede har opdaget fordelene ved at være på landets bedste mobilnet.”

Læs også:  Efter TDC-opkøb: Store ændringer i Plentis abonnementer

Plenti lukker den 18. marts

Samtlige Plenti kunder vil blive automatisk overført til Telmore fra den 14. februar med en endelig overdragelse den 18. marts. En orientering via mail bliver i dag udsendt til alle Plenti-abonnenter.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vores nye kunder føler sig godt modtaget, og de skal derfor ikke selv gøre noget aktivt, det klarer vi. I dagene omkring d. 18. marts, hvor overflytningen fra Plentis systemer til vores systemer finder sted, har vi naturligvis sørget for ekstra bemanding i kundeservice samt hjælpemateriale til de kunder, der har brug for det, så vi kan tage godt imod vores nye kunder,” siger Jens Grønlund.

Eksisterende Plenti-medarbejdere flytter til Telmore, hvor de vil blive ansat i eksisterende afdelinger.

Læs også:  Plenti-kunder får fri EU-upgrade

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies