Teenagere dropper Facebook

Verdens mest populære sociale medie bliver i stor stil forladt af teenagere. Men de kommer sandsynligvis tilbage senere

Teenagere dropper Facebook

Facebook er bare ikke cool nok til britiske teenagere i alderen 16 – 18 år. En 15 måneder lang undersøgelse af antropologen Daniel Miller viser, at de unge betragter det sociale netværk som dødt og begravet, og i langt de fleste tilfælde er flove over, at blive associeret med det.

Mor kigger med

En stor del af forklaringen skal findes i, at teenagere i bund og grund ikke bryder sig om, at mor og far kan kigge med på sidelinjen, når de deler information med vennerne. De har i stedet for kastet sig over Twitter, Snapchat og Instagram, som stadigvæk er forholdsvis forældrefri.

Undersøgelsen, som har fået støtte fra EU, er blevet foretaget i otte europæiske lande. Resultatet bør dog ikke skræmme Facebook i længden, for den viser samtidig, at teenagerne udmærket er klar over styrkerne som sitet kan tilbyde.

For mens Twitter, Snapchat og Instagram er glimrende til at holde kontakten med sin nuværende sociale cirkler, så ligger Facebooks styrke i kontakten med perifere bekendtskaber, gamle skolekammerater, bedre muligheder for billeder og afdækningen af relationer på kryds og tværs.

De unge vender derfor med stor sandsynlighed tilbage, når de kommer lidt op i alderen. Det hysteri, som der har været omkring teenagere og facebookafhængighed de sidste fire år, er altså skiftet til en direkte modvilje mod sitet, i hvad fald hvad angår de adspurgte i undersøgelsen.

Ingen økonomiske konsekvenser – endnu

Selvom de stadig stigende tabstal endnu ikke har givet et udslag på økonomien, så bør Facebook ifølge Miller overveje situationen, og eventuelt sikre sig en måde hvorpå forældrene ikke kan kigge teenagerne over skulderen.

Lige nu går Zuckerberg og co. måske glip af nogle af indtægter fra de firmaer, som har de 16 – 18 årige som målgruppe, men på længere sigt kan tendensen bredde sig til begge sider.

En undersøgelse af sitet Roiworld tidligere i år viste, at de 13 – 17 årige så småt også er begyndt at drysse fra. Hver femte har opgivet sitet, men dog ikke af samme årsager som de 16 – 18 årige. Her er hovedårsagen (45 procent), at man simpelthen har mistet interessen, og kun 16 procent giver deres forældre skylden.