Trådløs opladning kan komme til iPhones næste år

Fra næste år kan iPhones få trådløs opladning, der virker ved helt op til 1 meters afstand, lyder det fra personer med kendskab til planerne.

Trådløs opladning kan komme til iPhones næste år

Trådløs opladning er smart, men ikke smart nok endnu, mener Apple muligvis. Den velrenommerede side, Bloomberg, lader sig nemlig vide, at Apple vil implementere teknologien i iPhones i en videreudviklet udgave, der i noget højere grad kan siges at være trådløs.

Personer med kendskab til sagen fortæller til Bloomberg, at Apple er ved at udvikle denne banebrydende nye teknologi inden for trådløs opladning, der gør op med behovet for at lade smartphonen ligge på en lille plade, der skal være i kontakt med eller være meget tæt på smartphonen.

Læs også: Rygte: iPhone 7 Plus får to kameraer på bagsiden

Apple satser i stedet på en ladeteknologi, der vil være i stand til at oplade en iPhone trådløst ved op til 1 meters afstand via eksempelvis en Mac-computer. Lige nu er der dog stadig teknologiske problemer, der står i vejen for, at det kan blive en realitet.

Problemet skulle være, at der pt. ses et stort tab af strøm over længere afstande – noget som virksomheden WattUp ser ud til i høj grad at have løst med en trådløs oplader, der fungerer ved op til 4,5 meters afstand.

Læs også: Vrede Applekunder: Intet jackstik i næste iPhone

Hvis Apple viser sig at lykkes med at videreudvikle teknologien, så den fungerer som ønsket, vil den nok først være at finde i iPhone 8, da 7’eren ventes lanceret dette efterår. Derfor når den med stor sandsynlighed nok ikke at få den nye teknologi, men meget kan som bekendt nå at ske endnu.

Flere nyheder i sagen

Sagen er ikke slut. Vi har fulgt op på artiklen. mobilsiden har bragt sagen videre. 29/1/2016 gik vi videre og publicerede sagen om Apple klar med ny iPad og iPhone til marts – Du kan læse det videre forløb her. Seneste nyt om temaet kan du finde her.