Transformer din Android-mobil til en bærbar pc med Superbook

Tilslut din Android-smartphone til Superbook og forvandl den straks til en bærbar computer med adgang til alle dine filer og dit indhold.

Transformer din Android-mobil til en bærbar pc med Superbook

Hvis du nogensinde har følt, at den lille smartphoneskærm på omkring 5” begrænser dig i at være produktiv i eksempelvis Office-pakken, Google Drev eller i browseren, er det nye tiltag Superbook måske løsningen til dig.

Læs også: Android-styresystemet Remix OS 2.0 kommer til flere computere

Superbook er en bærbar pc, der ved første øjekast ligner en hvilken som helst anden bærbar computer. Computeren gemmer dog på intet styresystem, lige som der heller ingen mekanik er – bortset fra skærmen på 11,6” og det indbyggede batteri.

Computerens styresystem og processorkraft gemmer sig nemlig i din bukselomme i form af din smartphone. Konceptet er, at du downloader appen Andromium OS og tilslutter din Android-smartphone med det medfølgende kabel (enten microUSB eller USB Type-C). To sekunder efter tænder computerens skærm og er klar til brug.

Det kræver dog, at telefonen kører Android 5.0 Lollipop eller nyere, har mindst en dual core-processor, 1,5 GB RAM, MicroUSB eller USB Type-C- samt mindst 25 MB ledig lagerplads.

På computeren er det din Android-telefon, du ser, men i et PC-lignende brugerflademiljø, der minder om Windows, Mac OS X og den PC-optimerede Android-tilpasning Remix OS. Alle dine filer og apps er automatisk klar til brug, hvor de kører i tablettilstand hvis understøttet.

Læs også: Lenovo Yoga 900 – En bærbar med et twist [TEST]

Dermed får du en oplevelse, der er markant anderledes end hvad du normalt er vant til på din smartphone – og produktivitet bør derfor ikke længere være et problem. Enheden er også fremtidssikret, da du blot udskifter telefon som du normalt vil, og den bærbare computer forbliver kompatibel.

Ud over at virke med Android kan du også tilslutte din eksisterende computere, både med Windows og Mac OS X, med et kabel og dermed have en ekstern skærm ved din side, hvis det skulle være nødvendigt. Tastaturet og musen virker også til at kontrollere den tilsluttede computer.

Computeren har naturligvis et fuldt QWERTY-tastatur, der er bagbelyst, og som er tilgængelig i flere versioner med internationale tastaturlayouts. Hvor en Windows-computer typisk har en fn-knap og en Mac-computer har en command-knap, har denne bærbare PC knapperne ’Hjem’, ’Tilbage’, ‘Menu’ og ’Seneste apps’ som på telefoner og tablets.

Ud over at gøre din Android-smartphone til en bærbar pc, får du tilmed også opladt din smartphone under brug. Firmaet bag lover på trods af det en batteritid på mindst 8 timer.

Superbook
Foto: Kickstarter.com

12 mio. kroner i støtte på Kickstarter

Superbook-kabinettet kan endnu ikke købes. I stedet er produktet blevet markedsført på crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter for at opnå nok kapital til at kunne sætte produktet i produktion. Det var målet at få mindst $50.000 i hus for at få projektet realiseret, men det er på ingen tid blevet et stort hit. Derfor er der lige nu indsamlet intet mindre end $1,8 mio. svarende til 12 mio. kroner.

Læs også: Microsoft Surface 3 – Fiks og bærbar med lang batteritid [TEST]

Med 12 dage inden sidste frist kan du altså fortsat nå at støtte op om produktet. Superbook koster $99 eller direkte omsat til 660 kroner, og da firmaet holder til i USA, er der også en god sandsynlighed for dansk moms og told oveni – så forvent en slutpris på omkring 1.000 kroner.

Ifølge tidsplanen begynder produktionen at blive sat op i september måned, hvorefter den i november måned testes. I januar måned udgives ny software, hvorefter produktet er klar til endelig fremstilling og salg i februar måned næste år.

Superbook: Specifikationer

Skærm: 11,6″ 768p LCD (kan opgraderes til 1080p)
Mål: 19,3 x 28,7 x 1,8 cm
Vægt: 0,9 kg
Porte: Micro-USB, Type-C og USB-A
Understøtter USB Type-C og MicroUSB-smartphones
8+ timers batteritid. Oplader samtidig din smartphone
QWERTY-tastatur (Android OS-layout)
Android-specifikke navigationsknapper (Hjem, Tilbage, Menu, Seneste apps)
Multi-touch-touchpad

Historien efterfølgende

Her følger vi op med den seneste udvikling om emnet. mobilsiden fortsatte historien. 9/8/2016 stillede redaktiornen igen skarpt på tematikken med nyheden om Fire alvorlige sårbarheder rammer 900 mio. Android-mobilerKlik her for at åbne artiklen.. Se også seneste nyt om emnet her..