Uklarheder efter lancering af Windows Phone 8

Microsofts store lancering af Windows Phone 8, gav kun få svar på essentielle spørgsmål. Der er fortsat mange uafklarede punkter.

Uklarheder efter lancering af Windows Phone 8

En udvalgt skare af danske IT-journalister deltog mandag aften, på Tivoli Congress Center, i den danske Windows Phone 8 lancering.

Efter at have fulgt det amerikanske pressemøde på storskærm, tog Jon Bille, dansk Windows Phone-chef i Microsoft, sammen med repræsentanter fra producenterne Samsung, HTC og Nokia, imod spørgsmål fra salen.

Men det var småt med konkrete svar, på vigtige spørgsmål, der knytter sig til styresystemet samt de devices, som kommer til salg i Danmark.

Alle er lige vigtige

I den amerikanske præsentation fremviste Microsofts topchef Steve Ballmer produkter fra Nokia, HTC og Samsung, men nævnte ikke specifikt noget om samarbejdet med HTC, der i midten af september blev fremhævet som en særlig partner, der stod bag Microsofts egne signaturtelefoner på Windows Phone, kendt som Windows Phone 8X og 8S by HTC.

 – Microsoft klar med to Windows Phone modeller

Samarbejdet kom bag på mange, blandt andet aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, der til Mobilsiden.dk sagde at, ”HTCs tætte samarbejde med Microsoft ryster efter vores vurdering Nokias fundament, som førende producent af Windows Phone telefoner”.

 – HTC og Microsoft samarbejde en torn for Nokia

Direkte adspurgt fremhævede Jon Bille hos Microsoft alle partnere som lige vigtige, og ville ikke kommentere på samarbejder. Også Nokia var politisk korrekt på pressemødet.

 – ”Vi er glade for at HTC også er med på Windows Phone. Opbakningen er god for alle,” sagde Niels Kjelstrup, produktchef i Nokia Danmark.

Det havde været yderst relevant, om Microsoft kunne indikere, hvilke partnere kunderne skal sætte deres lid til, når det drejer sig om den ypperste oplevelse, inden for Windows Phone.

Eksklusive applikationer

På Android oplever mange et sandt kaos, når nogle apps kun virker på et udvalg af modeller, på grund af de mange forskellige skærmstørrelser og hardwarespecifikationer. Så en bestemt Android-version er altså ikke nok. Microsoft skal passe på, ikke også at ende i problemer på applikationsdelen.

Det viser sig nemlig, at en måde at differentiere sig på, producenterne i mellem, også kan være applikationer – og ikke kun de applikationer producenterne selv udvikler, men også tredjeparts applikationer. F.eks. tyder det på, at den populære radioapplikation Tunein Radio, har en eksklusiv aftale med Nokia, omkring Windows Phone 8.

App’en kan ikke søges fra en HTC-telefon i Windows Phone Store. Hvis man alligevel får den gravet frem er beskeden, at applikationen udbydes eksklusivt af en anden mobiludbyder.

Nokia Danmark vidste ikke om der var en specialaftale, men Microsoft gjorde opmærksom på, at det er en fremgangsmåde, som producenterne kan bruge, for at skille sig ud fra hinanden.

Hvis der kommer for mange aftaler med populære applikationer, der begrænser udvalget for slutbrugerne, bliver det endnu vanskeligere at vælge smartphone, da Windows Phone, så pludselig ikke bare er Windows Phone.

Ingen navigation hos HTC og Samsung

Nokias store salgsargument for Lumia-modellerne er adgang til gratis GPS-navigation via Nokia Drive (Nokia Kørsel), der i øvrigt er et fremragende stykke software.

Nokia har meddelt, at deres navigationsprogram stilles til rådighed for de andre partnere i Windows Phone, hvis de vil købe licens til det.

Aktuelt er Nokias Windows Phones de eneste der har navigation ud af salgspakken, og hverken HTC eller Samsung, ville fortælle noget om deres planer for dette. Det blev blot sagt, fra alle sider, at det er noget man vil vende tilbage til, ved en senere lejlighed.

Intet nyt om Windows Phone 7.8

Den nedskalerede Windows Phone 8 udgave, Windows Phone 7.8, der er meldt ud til blandt andet Nokia Lumia 800 og 900, bragte arrangementet hos Microsoft, heller ikke noget lys over.

Nokia kunne blot oplyse, at vi senere, vil få flere informationer, om disse planer.

 – Nokia tilbyder navigation til konkurrenterne

I den løse snak efter den officielle del af mødet var slut, kunne man høre, at det handlede om, hvorvidt kunderne er villige til at betale ekstra for produktet, fra Samsung og HTC, for at få navigation med ud af pakken.

Hvad med killer-apps?

Microsoft brugte lang tid på, at 46 ud af top 50 applikationerne fra de konkurrerende platforme, er tilgængelige i Windows Phone 8. Men det betyder ikke, at de er ”home safe” på apps, selvom det aktuelle tal på 120.000 applikationer i Windows Phone Store er en pæn del.

 – Windows Phone Store har nu 120.000 applikationer

Jon Bille og de andre danske Microsoft repræsentanter kunne ikke komme konkret ind på, hvad der gøres for at få de store med.

Et faktum er dog, at vi stadig ikke kan finde Dropbox, Spotify, Open Hours, DMI, TV 2 Nyhederne, Flipboard og Instagram når der søges i Storen på en Windows Phone 8-enhed.

Mange banker er derimod kommet med, men det er irriterede, at f.eks. Danske Banks app, har begrænset funktionalitet i forhold til de konkurrerende platforme. Det samme gør sig gældende for Facebook-applikationen.

Windows Phone-kunderne kan derimod glæde sig over en virkelig fed TV 2 Play app, samt Ekstra Bladet (med breaking news), B.T., Berlingske, YouSee, Evernote, TV 2 News, E-boks, Netflix, Mobilporto, Rejseplanen og mange andre.

Danmarks Radio, som der betales licens til, er derimod ikke repræsenteret. Godt nok ligger der et par radioapps, men disse er ikke udgivet af DR, og står vel overfor lukning på et tidspunkt, når DR opdager, at nogle udnytter rettighederne uden om dem.

Problemet for Microsoft er, at private firmaer og udviklere, skal have en grund til at udvikle til platformen, og grunden er aktuelt ikke en stor brugerskare.

Windows Phone, Microsoft, Tivoli
Indgangen til Tivoli Congress Center var præget af Microsoft. (Foto: Mobilsiden.dk).

Stadig uafklarede punkter

Det er helt usædvanligt at være til et pressemøde, og så bagefter tilbage med så mange spørgsmål, som tilfældet er. I sidste ende skal jeg, som journalist, jo kunne viderebringe svar til læserne, og i sidste ende køberne.

Windows Phone 8 er et fremragende styresystem og en værdig konkurrent til Android, som Microsoft i øvrigt fremhævede, at være den platform, som de forventede hurtigst at kunne høste kunder fra.

Men Microsoft og deres partnere, har stadig nogle uafklarede spørgsmål, som de skylder, hvis ikke journalister, så slutbrugerne, og i sidste ende de kommende kunder.

Lanceringsfesten med tapas, rødvin og cava var bestemt hyggelig, men jeg gik på nogle områder tomhændet hjem.

Videoblog: Et par ekstra kommentarer