Undgå dårligt tv-billede på grund af 4G LTE

Tv-kanalerne kan forstyrres af 4G LTE-mobilnettene. Vi har samlet et par råd til hvordan du minimerer dårlig billedkvalitet.

Undgå dårligt tv-billede på grund af 4G LTE

I takt med udbredelsen af 4G LTE masterne i Danmark stiger risikoen for, at tv-signalerne i hjemmet forstyrres af mobilmasterne. Årsagen skal findes i, at en del 4G LTE-mobilmaster, anvender 800 MHz til transmission, som også anvendes til distribution af nogle tv-kanaler.

Mobilsignalerne kan stråle ind på antennekablet og fjernsynet, hvilket kan betyde dårlige billeder eller måske helt manglede kanaler.

Erhvervsstyrelsen skriver i en vejledning, at forbrugernes installation i hjemmet ofte er det svage led; dårlige samlinger og forældede kabler kan være nogle af problemerne.

Nye kabler og måske nyt TV

Modtages signalet via en antenne, er det vigtigt den peger mod den bedste tv-sendemast, for at sikre det stærkeste signal.

Forbrugernes opfordres til at have HF-tætte kabler, stik, fordelere og forstærkere, da bare et enkelt dårligt komponent kan ødelægge signalerne til flere apparater i husstanden.

Tidligere har Triax været ude med en vejledning til antenneforeningerne, men der påhviler stadig en opgave hjemme hos tv-kunderne, der må klare sig selv.

Det betyder, at forbrugerne skal se efter særlige LTE-beskyttede antennekabler, som blandt andet Sandberg er ude med. Men selvom alle husstandens antennekabler skiftes, kan der stadig være udfordringer, da op mod 10 procent af alle tv-modtagere ikke har LTE-sikring. Her er der den mest nærliggende løsning, en udskiftning af apparatet.