Vælg det rigtige mobil-abonnement og spar 2.400 kroner

Store prisforskelle på det dyreste og det billigste abonnement. Vælg rigtigt og spar omkring 2.400 kroner.

Vælg det rigtige mobil-abonnement og spar 2.400 kroner

Teleselskaberne tjener rigtig mange på mobil-abonnementer, og ofte kan forbrugerne ikke gennemskue, hvor de skal købe, for at få den billigste løsning.

En undersøgelse Politiken har foretaget viser, at samme type abonnement, med samme mængde taletid og data, kan svinge med op til 100 procent.

Nicolas Frederiksen fra Telepristjek.dk fortæller dog, at ifølge deres beregninger, er det dyreste abonnement i gennemsnit 123 procent dyrere end det billigste.
  
Dermed ville en dansker i gennemsnit, om året kunne spare 2.400 kroner ved at vælge den billigste løsning.

Kundernes største problem er nok, at de ikke kan vurdere deres eget behov. Ifølge Telepristjek.dk bruger kun otte procent af danskerne deres abonnement fuldt ud. Dermed betaler omkring 92 procent formentlig for meget for deres abonnement.

 – ”Du betaler for ekstra taletid og data, som du formodentlig aldrig bruger, nærmest som en forsikring. Men det er unfair over for kunderne,” siger Torben Rune til Politiken.

Der kan være god logik i, at gennemgå sit forbrug og vurdere, om det kan betale sig, at skifte til en anden udbyder.