Video-on-demand til din Android-mobil

Voddler har snittet en app, der gør det muligt at leje Hollywood-film på din Android-mobil.

Video-on-demand til din Android-mobil

Videotjenesten Voddler har vist sig som en af de mest aggressive på markedet. Efter at have udvidet sin tjeneste til Facebook, iPhone og en række settop-bokse (deriblandt Boxee by D-Link) er Voddler klar med en app, der gør det muligt at se Hollywoodfilm direkte på Android-mobilen.

App’en gør det muligt både at leje film og at se de film, der er reklame-finansierede – altså gratis film. Nyere film, premierefilm, koster typisk 35 kroner i leje. Samtlige film har danske undertekster. Voddler-app’en kan hente direkte fra mobilen via Android Marked, eller via nettet via dette link.

En smart detalje ved Voddler er, at du kan begynde at se en film på din Android- eller iPhone-mobil på vejen i bussen, og se videre, lige der hvor du er kommet til, på din computer eller dit internet-opkoblede fjernsyn, når du er hjemme.

Ifølge Voddler er de næste skridt apps til Symbian-platformen og en til iPad’en, der udbytter den større skærm. Begge apps skulle være tilgængelige sidst på sommeren eller senest til efteråret, lover Voddler.