Vsenn vil konkurrere mod Project Ara med ny modulopbygget telefon

Startup firma Vsenn vil udfordre Googles Project Ara og lave deres egen modulopbyggede telefon, dog med lidt færre ambitioner hvad angår udskiftning af moduler.

Vsenn vil konkurrere mod Project Ara med ny modulopbygget telefon

Det ser ud til at Project Ara ikke vil være den eneste modulopbyggede telefon på markedet. Vsenn er en ny startup virksomhed som blandt andet har en tidligere Nokia Android X manager med om bord.

Det er ikke mange detaljer som på nuværende tidspunkt er kendt, og deres hjemmeside er ikke meget andet end en velkomst-side. De fortæller dog at de laver en modulopbygget smartphone som kører vanilla Android, og lover derudover opdateringer i fire år fremadrettet.

Yderligere vil Vsenn have fokus på sikkerhed, hvilket kommer til udtryk med tre lags kryptering og fri adgang til et VPN netværk samt en sikker sky til data.

Med hensyn til modulerne, så skal det være muligt at udskifte kamera, batteri, processor og RAM. Det bliver desuden muligt at tilpasse udseendet med en række forskellige muligheder og stilarter til bagcovers.

Der er ikke utrolig mange informationer tilgængelige, men ikke desto mindre er det rart at se at der allerede nu begynder at være lidt konkurrence på dette marked så Google ikke står med det alene.

Vsenn er desuden en smule mindre ambitiøse med hensyn til hvor mange moduler der som udgangspunkt skal kunne udskiftes, men dette er ikke nødvendigvis en svaghed, det kan være nemmere at få implementeret og give bedre mening for nogle kunder.

Kilde: Android Central