YouTube nu i 8K: Kan din computer klare det?

Nu kan du afspille videoer på YouTube i 8K-opløsning, der består af hele 7680 × 4320 pixels - hvis din computer vel og mærke kan klare det.

YouTube nu i 8K: Kan din computer klare det?

Hvis 4K ikke er godt nok, kan du nu skrue endnu et hak op for opløsningen på YouTube.

Google introducerer nemlig understøttelse for 8K-opløsningen, som er intet mindre end 4 gange større end den i forvejen abnormt høje 4K-opløsning.

Du kender formentlig også til Full HD-opløsningen, som kan være rigeligt til langt de fleste formål – men denne opløsning er svimlende 16 gange mindre end den 8K-opløsning, som YouTube nu er klar med.

Læs også: Avis: Apple dropper planer om at lave et 4K-tv

Det kræver naturligvis også langt større computerkræfter at afspille denne høje videoopløsning. Brugere rapporterer i forummet, Linustechtips, at denne testvideo sluger omkring 50 Mbit/s af internetforbindelsen, mens en processor som Intel Core i5-2500K og Intel Core i5-4690K ikke er tilstrækkeligt for at afspille videoen problemfrit.

Med en typisk bærbar computer vil du højst sandsynligt opleve, at videoafspilleren går helt i sort og ganske enkelt ikke kan afspille 8K-videoindhold.

På nuværende tidspunkt findes der kun en lille håndfuld af videoer på YouTube, der er uploadet og kan afspilles i denne høje opløsning. Planen for YouTube er næppe at få udbredt 8K her og nu, men formentligt at forberede verdens største videotjeneste på det konstant stigende antal af højere skærmopløsninger hos forbrugerne med dertilhørende højere opløsninger for streaming af videoer.

Læs også: YouTube understøtter nu 360 graders visning

Nedenfor kan du afprøve den høje videoopløsning og se, om din computer kan håndtere 8K-opløsningen.