10 tips til at spare strøm på din Android-telefon [TIP]

Bliver din Android-smartphone, hvad enten det er en Samsung, HTC eller LG, drænet lynhurtigt for strøm? Frygt ej! Få bugt med problemet med disse 10 trin.

10 tips til at spare strøm på din Android-telefon [TIP]

Hvis du har oplevet utilfredsstillende batteritider med din Android-telefon, er du formentlig ikke helt alene med dette problem.

Det åbne styresystem åbner nemlig op for mange situationer, hvor apps, baggrundsprocessor og tilvalgte indstillinger kan ende ud i et højt batteriforbrug, så du må ty til nærmeste oplader langt hyppigere end lovet af producenten.

Læs også: Sådan vælger og ændrer du standardapps i Android [TIP]

Her følger derfor 10 simple tips til, hvad du selv lynhurtigt kan gøre med din telefon med Android fra eksempelvis Samsung, HTC, LG, Sony og Huawei for at forbedre batteritiden betydeligt.

Android lysstyrke

1. Skru ned for lysstyrken

Den største synder, når det gælder strømforbrug, er ubetinget skærmen. Hvis du har en tendens til at bruge smartphonen med fuld lysstyrke, bør du skrue ned for lysstyrken, da du nemt kan vinde adskillige ekstra timers brug ved dette.

Alternativt kan du benytte dig af den automatiske tilpasning af lysstyrken, så du sparer strøm samtidig med at skærmen stadig er let læselig under sollys, men mørk og behagelig for øjnene om aftenen.

Læs også: Sådan nulstiller og gendanner du din telefon [TIP]

Du kan som oftest justere lysstyrken direkte i toppen af enten dine notifikationer eller ved ”hurtigindstillinger”-knapperne ved at swipe ned fra toppen. Her kan du også ofte aktivere eller deaktivere automatisk lysstyrke. Det varierer dog lidt efter hvilken tilpasning, som producenten af din Android-telefon har lavet af brugerfladen.

Under alle omstændigheder kan du finde alle indstillinger ved at gå ind i Indstillinger » Skærm for at finde alle skærmindstillingerne.

Android dvale

2. Benyt dig af hurtigere dvale for skærmen

Du kan også spare yderligere på strømmen ved at nedjustere den tid, der går, før skærmen efter inaktivitet går i dvale og slukker. Måske har du den på 1-2 minutter eller endnu mere, men sagtens kan nøjes med blot 30 sekunder.

I mange situationer kan du komme til at lade skærmen forblive tændt, uden du rent faktisk kigger på den, hvor den lige så godt kan være slukket og være i standby efter kortere tid.

Android batteriforbrug

3. Tjek for strømslugende apps

Hvis du oplever, at din telefon pludselig drænes langt hurtigere for strøm end normalt, kan det ofte skyldes, at det er en specifik app, der konstant kører i baggrunden og forhindrer telefonen i at gå i den strømbesparende standbytilstand.

Heldigvis har Android en simpel oversigt over, hvilke apps, der forbruger mest strøm siden din seneste opladning. Her skal du blot gå ind i Indstillinger » Batteri, og så kan du under grafen se, hvilke apps, der benytter mest strøm.

Læs også: Her er 6 Android-tastaturer, du bør prøve [TIP]

Her kan du klikke på den enkelte app og vurdere, om det er tilstrækkeligt kun at tvinge den til at standse og dermed midlertidigt stoppe det høje batteriforbrug eller om det er en unødvendig app, som du blot bør afinstallere med det samme.

Sådan et pludselig og højt batteriforbrug skyldes ofte en fejl i den enkelte app, så du bør derfor også  tjekke, om der er udsendt opdateringer i Play-butikken med eventuelle rettelser, inden du afinstallerer den.

Android deaktiver apps

4. Deaktiver apps, som du ikke bruger

I Indstillinger » Apps kan du se en komplet oversigt over apps, som der er installeret på din smartphone. Der er stor sandsynhed for, at du har en række præinstallerede apps liggende på din mobil, som du sjældent eller aldrig benytter og som alligevel kan køre i baggrunden og bruge unødvendig strøm.

Disse kan du med fordel deaktivere, som kan resultere i et lavere batteriforbrug. Du behøver ikke at bekymre dig om, hvorvidt appen er sikker eller ej at deaktivere. De apps og baggrundsprocessor, som er absolut nødvendige for at telefonen kan køre problemfrit, er ikke mulige at deaktivere.

Læs også: Sådan gør du, hvis din telefon fryser [TIP]

Hvis du vil se de deaktiverede apps, skal du swipe helt ud til højre side i de forskellige faner på siden over apps, hvor du kan klikke på dem for at aktivere dem igen.

Android strømsparetilstand

5. Benyt den indbyggede strømsparetilstand

Hvis du er ved at være flad for strøm sidst på dagen og skal have den sidste time ud af batteriet, kan du med fordel benytte den strømsparetilstand, der ligger på din telefon i Indstillinger » Batteri.

Som udgangspunkt er der indbygget en strømsparetilstand i alle Android-telefoner, men producenter som Samsung, LG, HTC, Sony og Huawei har alle lavet sin egen udvidelse af systemet – også gemt inde i Indstillinger.

Læs også: Sådan oplader du din smartphone hurtigere [TIP]

Sony har eksempelvis sin STAMINA-tilstand og Samsung har sin Ultra-batteritilstand, som kan spare yderligere på strømmen ud over den almindelige strømsparetilstand. Det kan til gengæld også deaktivere en række funktioner på telefonen imens, som forringer din brugeroplevelse.

Android synkronisering

6. Slå unødvendige forbindelser og synkronisering fra

En stor synder kan også være unødvendige forbindelser og synkronisering af data, som kører i baggrunden, uden du rent faktisk får gavn af disse.

Derfor kan du lige så godt deaktivere disse. Det kan eksempelvis være WiFi, som kører i baggrunden og søger efter åbne og gemte netværk, som den kan forbinde til, selv om du er ude på farten og kun benytter dig af mobildataforbindelsen.

Læs også: Sådan får du mere lagerplads på din smartphone [TIP]

Det kan også være Bluetooth og NFC, som er aktiveret, uden du rent faktisk benytter det i dagligdagen. GPS kan køre i tre tilstande: Høj nøjagtighed, batterisparende og “kun via GPS”. Her er det en god idé at vælge den batterisparende tilstand eller ”kun via GPS”, da en stor strømsluger er GPS med høj nøjagtighed.

I Indstillinger » Konti » Google kan du finde din Google-konto, som der synkroniseres indhold igennem på din Android-telefon. Hvis du inde i indstillinger klikker på din Google-konto, har du formentlig en lang række af unødvendige synkroniseringer aktive, som du ikke behøver – eksempelvis apps som Google Fit, Docs eller oplysninger om personer.

Android flytilstand

7. Aktiver flytilstand om natten

Hvis du ikke har din oplader tilsluttet din telefon hele natten igennem, kan du opnå langt bedre batteribesparelse ved at sætte din telefon i flytilstand.

Derved risikerer du først og fremmest ikke at blive forstyrret under nattesøvnen, men så skal telefonen heller ikke hele tiden søge efter netværksforbindelser.

Android deaktiver Google Nu

8. Deaktiver Google Nu-tjenesten

Google Nu er en app, der medfølger på Android-telefoner, som kan være aktiveret fra standard. Den kan til tider forårsage et stort batteriforbrug, og da Google Nu her i Danmark ikke er nær så brugbar som i USA, kan tjenesten med fordel undværes og deaktiveres.

Læs også: Tving dig selv ud af dynen med denne app [TIP]

Med Google Nu får du såkaldte kort i en oversigt med eksempelvis vejret, trafikinfo, påmindelser og sportsresultater samtidig med du kan stille spørgsmål og fortælle kommaoder, som genkendes med stemmegenkendelse.

Hvis du vil deaktivere Google Nu, skal du åbne ”Google-indstillinger”-appen og rulle ned til ”Søgning og Nu”. Herinde skal du vælge ”Nu-kort” og deaktivere knappen ud for ”Vis Kort” samt til sidst bekræfte popuppen ved at klikke på ”Deaktiver”.

Android Motorola gimmicks

9. Deaktiver unødvendige gimmicks

De forskellige producenter har det med at tilføje forskellige funktioner, som ikke altid er lige nyttige, men i stedet ganske unødvendige. De går under navnet gimmicks og kan eksempelvis være Smart Stay, Luftbevægelse, Smart Scroll, Smart Notice og Quick Capture.

De forskellige gimmicks varierer fra telefon til telefon, og du skal derfor gå ind i indstillinger og kigge efter, om der er nogle unødvendige funktioner, du kan deaktivere. Nogle af dem kan nemlig være baggrundsprocessor, som eksempelvis holder sensorer aktive og som kan bruge unødvendig strøm på din telefon.

Android deaktiver vibrationer og lyde

10. Deaktiver vibrationer og lyde

Dette er i småtingsafdelingen og har ikke en nær så stor effekt som de første tips, men i sidste ende kan de alle bidrage til en stor forskel.

Derfor kan du også spare yderligere strøm ved at blandt andet at deaktivere vibrationer og lyde, da de begge kræver små mængder strøm hver gang komponenterne skal reagere med enten vibrationer eller lyde.

Greenify

Alternativ: Begræns app i baggrunden med Greenify

Hvis du har en app, som i stor grad kører i baggrunden og bruger løs af batteriet, kan du alternativt begrænse den fra netop det med appen Greenify, hvor du aktivt skal tilføje appen til at blive stoppet i at køre i baggrunden.

Det kan hjælpe gevaldigt på at begrænse apps i at dræne din telefon for strøm, men begrænser samtidig også apps i at sende dig notifikationer, når skærmen er slukket.

Guide til iOS og Windows Phone

Hvis du ikke ejer en Android-telefon, men derimod en iPhone med iOS eller en Windows Phone-telefon og også lider under problemet med dårlig batteritid, så  frygt ej.

Mobilsiden følger op på denne Android-guide med en lignende til de to øvrige store styresystemer, så du også kan afhjælpe problemet på disse platforme.