3 små fif til din iPhone

Nogle gange er det små detaljer, som gør livet med smartphonen lidt lettere. Vi giver tre bud til iPhone-ejerne.

3 små fif til din iPhone

En af glæderne ved at være journalist i gadget-verdenen er, at man indimellem får muligheden for at viderebringe små tip, som kan gøre smartphone-oplevelsen lidt smartere for brugerne.

Mobilsiden.dk har derfor samlet tre små iPhone-fif, som forhåbentlig kan bringe glæde hos nogle af vores læsere.

Har du andre gode fif? Del dem gerne i kommentarfeltet nedenfor.

1. Fjern notifikationsbanneret

Med 5.0-versionen af iOS-styresystemet blev det muligt at få vist notifikationer som en lille bjælke i toppen af skærmen, så ens aktiviteter på telefonen ikke blev afbrudt af en ny besked, mail etc.

Når banneret toner frem, vil det i mange tilfælde skærme det meste af tilbage-knappen i den aktive applikation. Du kan dog let og hurtigt slippe af med notifikationen uden at vente på, at den selv forsvinder igen.

Der er to måder at gøre det på: 1) Swip hen over banneret fra højre mod venstre eller 2) træk lidt ned i banneret og swipe opad ligesom et rullegardin.

2. Skift mellem kamera og billeder

Når kamera-applikationen er åben, kan man få adgang til kamerarullen ved at trykke på ikonet nede i venstre hjørne. Der er imidlertid et alternativ.

Man kan nemlig også swipe en finger fra venstre mod højre. Herfra er der adgang til alle billeder i kamerarulle samt redigeringsværktøjer, videresend, slet osv.

Du kommer tilbage til kamera-applikationen ved at swipe den modsatte vej.

3. Genvej til ny kalenderaftale

Det tredje fif er en genvej til at oprette en ny aftale i kalenderen.

I stedet for at vælge en dato og derefter trykke på plus-tegnet oppe i højre hjørne (eller omvendt) kan man blot holde fingeren inde på den ønskede dag. iOS vil herefter tage dig direkte til indtastningen af en ny aftale. I øvrigt virker det både i liste- og månedsvisning.

Godt nok er det kun et enkelt tryk, man sparer, men det er nu rart at gå direkte til sagen, når man har muligheden.

iPad-bonus: Du kan genåbne lukkede faner

Når vi nu er i gang med iOS-fif, tager vi lige et ekstra med – dette gælder dog til iPad.

Hvis man ønsker at genskabe en nyligt lukket fane i Safari-browseren, kan man holde fingeren nede på plustegnet ved siden af de åbne faner (knappen til at åbne en ny fane). Et øjeblik senere dukker de lukkede faner op i en liste.

Ønsker man at genåbne lukkede faner (eller rettere betegnet sider) på en iPhone, må man gå via bogmærke-ikonet i bunden af Safari for derefter at finde/vælge mappen ‘Historie’.